Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter har netop rundet 100 medlemmer

Bestyrelsesformand Gregers Frederiksen, SET
Foto: SET
Bestyrelsesformand Gregers Frederiksen, SET
ERHVERV:

SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter har netop rundet 100 nye medlemmer i 2018.

-Jeg er utrolig glad for, at så mange har lyst til at bakke op om SET og dermed om den fælles opgave at skabe yderligere vækst og udvikling i Skive kommune, siger bestyrelsesformand Gregers Frederiksen.

På spørgsmålet ”Jamen, hvorfor dog blive medlem, når alle iværksættere og virksomheder – uanset størrelse og branche - får gratis vejledning og sparring hos SET”, svarer Gregers Frederiksen: -Det er rigtigt, at vi naturligvis står til rådighed med professionel vejledning og sparring til alle, der henvender sig, da netop basal erhvervs- og turismefremme er den hovedopgave, som vi løser for Skive Kommune. En opgave, som erhvervslivet i øvrigt giver os stor ros for i undersøgelse som IRIS Group gennemførte i sommeren 2018. Undersøgelsen ligger frit tilgængelig på www.skiveet.dk, hvis nogen har lyst til at læse den.

Han tilføjer: - Hos SET er det helt naturligt, at vi engagerer os i de virksomheder, vi har kontakt med og at vi følger opgaverne til dørs - uanset om det drejer sig om et medlem eller ikke-medlem. Den tætte kontakt skaber anerkendelse hos virksomhederne og øger deres bevidsthed om, at et medlemskab er en måde at kvittere for SETs ydelser. På den måde spiller SET og medlemsvirksomhederne hinanden stærkere.

Gregers Frederiksen forklarer, at SETs konsulenter har et bredt fundament indenfor bl.a. iværksætteri, afsætning og e-handel, digitalisering, eksport og internationalisering, skalering, innovation og forretningsudvikling, ledelse og organisationsudvikling, fundraising og kapitalfremskaffelse, ejer- og generationsskifte, markedsføring og oplevelsesøkonomi.

Erhvervs- og Turistcenterets medlemsvirksomheder tilbydes at deltage i et af SETs lokale erhvervsnetværk, hvor deltagerne jævnligt mødes for at få faglige input - og for at hjælpe og støtte hinanden. Virksomheder indenfor oplevelsesøkonomien har tillige mulighed for at tegne et Turisme Partnerskab, der bl.a. giver synlige markedsføringsfordele. SET afholder endvidere kurser, møder og forløb med fagligt indhold, hvor deltagerne – ud over det faglige udbytte – også får mulighed for at netværke med hinanden. I de allerfleste tilfælde er arrangementerne åbne for alle med CVR nr., men også her giver et SET-medlemskab bonus, idet medlemmerne som oftest opnår rabat på deltagergebyret.

-Og ja, svarer Gregers Frederiksen på det uudtalte spørgsmål. -Som de fleste medlemsforeninger har vi selvfølgelig også haft medlemsfrafald i løbet af året, hvilket er ganske naturligt, da virksomheder fusionerer eller lukker.

SETs formand opfordrer egnens virksomheder – store som små – til at blive medlem af SET. - I øjeblikket har SET på den gode side af 400 medlemmer, men bare kom an – vi har plads til mange flere. For det er faktisk ikke bare noget vi siger, at vi spiller hinanden stærkere. Det er et faktum, at en stærk og engageret medlemsorganisation skaber endnu stærkere medlemmer – og at stærke medlemmer skaber vækst, arbejdspladser – og forhåbentlig også bosætning til hele Skiveegnen, understreger Gregers Frederiksen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk