Nye branding-initiativer fra de lokale erhvervsnetværk

Foto: TR Consult
ERHVERV:

2017 har været det første år, hvor de lokale erhvervsnetværk i Salling er drevet alene på basis af medlemskontingenterne.

Alligevel har året budt på over 20 netværksmøder, små 365 medieindslag og en ny Facebook-side. Og nu er der mere nyt på vej. Netværket lancerer også en fælles LinkedIn-side og arbejder desuden på en bog, der skal bidrage til at brande erhvervslivet og medlemmerne.    

’Succes i livet handler meget om netværk, men også de rigtige netværk’, begynder tovholder for de lokale erhvervsnetværk, Thomas Rosenkrands. ’Sådan er det også i erhvervslivet, og det er derfor, at vi løbende forsøger at udvikle de lokale erhvervsnetværk, så vores medlemmer oplever, at netværket skaber værdi for dem’.      

Blandt andet har de 6 lokale erhvervsnetværk i efteråret lanceret en Facebook-side, hvor medlemmerne kan dele deres historier. Etableringen er sket på baggrund af ønsker fra medlemmerne. Det samme gør sig gældende for et nyligt afholdt foredrag om LinkedIn, hvor flere end 20 deltog og de fleste ønskede sig et efterfølgende kursus i dette sociale medie.

En naturlig udløber af dette er, foruden et kursus, som løber af stablen næste år, en ny LinkedIn-gruppe, hvor medlemmerne kan dele deres erhvervshistorier. Siden er etableret, men dog ikke lanceret endnu.

’Det lader til, at både foredrag og kurser om Facebook og LinkedIn fortsat kan trække folk af huse. Så det vil vi naturligvis også tilbyde vores medlemmer’, udtaler Thomas Rosenkrands, som fik kontakt til en LinkedIn-ekspert gennem sin egen netværksindsats på netop LinkedIn.

Foruden netværksmøderne og presseindsatsen arbejder de lokale erhvervsnetværk på et bogprojekt, hvor man vil samle de bedste (erhvervs)historier i bogform og bruge dem aktivt til at fortælle om alle de mange virksomheder, der findes i ’Udkanten’. Thomas Rosenkrands udtaler afslutningsvis: ’Det har gjort stor skade på opfattelsen af erhvervslivet i landsbyerne, at fokus i mange år har været næsten udelukkende på virksomhedslukninger – lukninger som vel at mærke har været en del af den industrielle udvikling, som også har ramt de store byer i både ind- og udland. Jeg oplever løbende, at folk overraskes (positivt) over antallet af virksomheder ’på landet’. Jeg tror derfor også på, at vi kommer til at se flere etablere sig i landsbyer frem for byer, når de ved, at de ikke er alene. Jeg håber, at den kommende bog kan være med til at inspirere flere til at etablere sig på vores breddegrader’.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk