Mød manden bag CULT

ERHVERV:

SET og STEP1 inviterer 1. september kl. 20.00 til et spændende foredrag med Brian Sørensen, manden bag CULT.

Brian Sørensen er en vaskeægte iværksætter - og jyde! En spændende cocktail! Han fortæller åbent sin historie. Om udfordringer og sejre fra han grundlagde CULT i sine forældres garage i 1998 til i dag, hvor CULT har aftale med distributører i 42 lande rundt om i verden. Men mest af alt fortæller han om det at udfordre det ordinære og gøre ting anderledes.

Om at udfordre det ordinære
-Brian Sørensen er ophavsmanden til et spændende iværksættereventyr, som kunne være endt mindre lykkeligt, lyder det fra eventmanager Lise Korsgaard fra SET (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter) og uddyber: -Men det gjorde det ikke! Primært fordi Brian evner at udfordre det ordinære, at dykke ned i love og paragraffer, som ingen mening giver – og så finde en vej rundt om, og ikke mindst fordi han tør tænke ud af boksen og eksekvere.

En succes trods udfordringer
Foredraget handler om et koncept, der var så genialt, at det adskillige gange blev udfordret på mange fronter af virksomheder, der ikke før var set som værende direkte konkurrenter. Hvad gør man så? Man bliver da bare en succes alligevel! Hvordan?

Brandslukning gav bonus
Jo, Brian Sørensen fandt på konceptet med de populære CULT piger, der i dag er en stor del af virksomhedens branding. -Og når du har hørt Brian fortælle hele historien om CULT pigerne, vil du helt sikkert også synes det var helt vildt, at det som virkede som en brandslukning, skulle ende med at give en enorm bonus, siger Lise Korsgaard.

Med og uden alkohol
Brian Sørensen er i dag hovedaktionær og fortsat aktiv i CULT A/S, der har hovedsæde i Lystrup ved Aarhus. Virksomheden producerer energidrik og ciderprodukter med og uden alkohol. Virksomhedens mest kendte og solgte drikke er CULT Energy Activator, Mokaï og SHAKER.

Noget at tænke over
Foredraget er en del af iværksættermiljøet STEP1’s workcamp, hvor iværksættere i bedste LAN-party-stil arbejder med deres egne projekter weekenden over, oplyser Lise Korsgaard, der tilføjer: -SET og STEP1 valgte dog i fællesskab at invitere alle interesserede til foredraget, der helt sikkert både vil give tilhørerne noget at tænke over og et god grin, da Brian er nærværende, udfordrende og har en god portion humor i forhold til sig selv og til sit publikum.

Kom og hør om CULT – fra garage til international virksomhed
-Så! Kom og hør Brian Sørensen fortælle om sit iværksættereventyr: CULT  - og om hvordan hans motto "Den største glæde i livet er at gøre det, andre har fortalt dig, ikke kunne lade sig gøre" har gjort CULT til den virksomhed, den er i dag, lyder opfordringen fra SETs eventmanager, der opfordrer alle interesserede til at læse mere om tid, sted og deltagergebyr på www.skiveet.nemtilmeld.dk.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk