Hydra-Comp flytter i nyopført administrationsbygning

De tre ejere af Hydra-Comp. Fra venstre Claus Lanner, Jørgen Jacobsen og Rasmus Jacobsen.
Foto: Hydra-Comp
De tre ejere af Hydra-Comp. Fra venstre Claus Lanner, Jørgen Jacobsen og Rasmus Jacobsen.
ERHVERV:

Hydraulikvirksomheden fra Skive har fået mere plads til salg og administration. En ny tilbygning er netop færdiggjort, og udvidelsen giver mulighed for yderligere vækst.

Flere års byggetanker er nu ført ud i livet hos Hydra-Comp A/S. Den nye administrationsbygning rummer reception, 10 kontorer, mødelokale og konferencerum. I alt 260 kvadratmeter er blevet opført i sammenhæng med de eksisterende 2500 kvadratmeter. Dermed er det slut med at sidde på skødet af hinanden, som direktør Jørgen Jacobsen udtrykker det. Udvidelsen er nemlig både tiltrængt og nødvendig.

”Vores administrative funktioner har været placeret tre forskellige steder i huset. Det har ikke været optimalt. Nu er vi samlet ét sted i 10 særskilte kontorer, og for første gang har vi fået en egentlig reception til vores gæster. Det giver en helt anden ro til at koncentrere sig om arbejdsopgaverne, kan vi mærke allerede nu.”

Fremgang på reparationsdelen
Jørgen Jacobsen fortæller videre, at cirka halvdelen af omsætningen i virksomheden kommer fra handelsvarer. Derfor har man behov for mange administrative medarbejdere, herunder salgsteknikere. Med udvidelsen i kvadratmeter er man også bedre rustet til vækst på den front. I det hele taget går det fremad på flere parametre. Sommeren har budt på stor travlhed i produktionen, og på værkstedssiden går man markant frem. Kunder fra hele landet sender nemlig hydraulikcylindre til reparation i Skive.

 ”Vi laver efterhånden mange reparationer. Før i tiden var det primært lokale kunder som brugte os, men det har ændret sig. Det er absolut et område, vi vil fokusere mere på i fremtiden, da der tydeligvis er et behov i markedet.”

Betingelser for vækst optimale
Jørgen Jacobsen og de to medejere, salgschef Claus Lanner og regnskabschef Rasmus Jacobsen, kan efter indflytningen i de nye lokaler, nu fokusere hundrede procent på at udvikle forretningen. Der er allerede gennemført mange tiltag i 2018, og det eneste projekt som mangler på ”to-do” listen, er lanceringen af en ny webshop. Den skulle være klar i løbet af efteråret, og det er prikken over i´et. Både på de ydre og indre linjer er betingelserne for vækst nu optimale. Færdiggørelsen af tilbygningen markeres med et åbent hus-arrangement fredag d. 31. august, og derefter er dagsordenen klar.

”Vi skal ud over stepperne. Som altid. Alle de ting vi har ønsket os, er nu fysisk på plads. Med en ny og forbedret webshop bliver vi også skarpere på den digitale del. Og så handler det om kundeservice – og om at erobre markedsandele”, slutter Jørgen Jacobsen.                                                               

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk