Fokus på Estland, Letland og Litauen - Råd og sparring til eksport

ERHVERV:

I løbet af det seneste årti er der sket en kraftig vækst i de baltiske lande. I 0’erne fik Estland, Letland og Litauen betegnelsen ”de baltiske tigre” – med henvisning til den økonomiske vækst.

For at understøtte og udbygge Skiveegnens eksport og samhandel med disse lande, har SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter endnu engang inviteret handelsråd Troels Jakobsen fra ambassaden i Finland, der også dækker de baltiske lande. Fredag den 24. november kan interesserede virksomheder booke et individuelt møde med Troels Jakobsen for drøfte mulighederne for eksport/samhandel til såvel de baltiske lande som Finland.

Erhvervskonsulent Frank Petersen fra SET fortæller: -En del danske virksomheder har allerede outsourcet eller etableret underleverandørproduktion i Estland, Letland og Litauen. Landene har lave enhedsomkostninger i produktionen og en generelt veluddannet arbejdsstyrke - med en stadig større købekraft og interesse for specialprodukter. Tilsammen skaber det et uudnyttet eksport- og samhandelspotentiale for danske virksomheder – og det er netop dette, vi gerne vil formidle til Skiveegnens virksomheder.

Specielt Estland kan samtidig fungere som springbræt til Rusland, da mange estiske virksomheder har gode forbindelser til det store russiske marked.

-Ud over den øgede interesse for køb af specialprodukter – også de dyrere af slagsen – samt muligheden for outsourcing og underleverandørproduktion, kunne f.eks. sektorerne bygge og anlæg, elektronik, IT samt miljø og energi være relevante for lokale virksomheder med interesse i samarbejde med de baltiske lande, lyder det fra Frank Petersen, der tilføjer, at EU-samarbejdet baner mange veje - og at dansk kultur og produkter i forvejen er godt kendt i de tre lande.

Frank Petersen opfordrer Skiveegnens virksomheder til at booke et møde med Troels Jakobsen den 24. november, hvis de er interesseret i samhandel med Estland, Letland eller Litauen eller allerede er inde på markedet, men har spørgsmål eller ønsker hjælp til at komme videre. 

-Ring til mig på tlf. 2062 1231 eller send en mail på frp@skiveet.dk, så aftaler vi en tid, hvor du kan få råd og sparring om samhandel med de baltiske lande, lyder det afslutningsvis fra Frank Petersen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk