Få en praktikant - og vær med til at forme fremtidens medarbejder

Foto: Thomas Køser
ERHVERV:

Skiveegnen har utrolig mange spændende og attraktive virksomheder, som i stort omfang efterspørger højtuddannet arbejdskraft. Dog ofte forgæves, da de evt. kommende medarbejdere ikke ved, hvad de går glip af ved at fravælge en af Skiveegnens virksomheder som arbejdsplads.

For at skabe bedre kontakt mellem virksomhederne og den nye generation af medarbejdere, inviterer SET (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter) – sammen med Skive Kommune og AAU (Aalborg Universitet) – til informationsmøde den 24. august kl. 16-18 hos SET. Mødets overskrift er ”Samarbejde med AAU” og formålet er bl.a. at minde Skiveegnens virksomheder om, at hver gang de tager en praktikant, er de med til at forme fremtidens (og dermed deres egne) medarbejdere ved at give dem en positiv introduktion til erhvervslivet.

SETs eventmanager Lise Korsgaard formulerer det således: "Sæt to timer af til at blive klogere på mulighederne for samarbejde med Aalborg Universitet. Måske venter din kommende stjerne-medarbejder netop på DIT tilbud om praktik."

På mødet vil Ove Andersen og Jens Erik Pedersen fra AAU fortælle om tilbud og studieformer,  om samarbejdsmuligheder i form af f.eks.  praktik og projektforløb og om muligheden for finansiering.

Hør tidligere og nuværende studerendes oplevelser og erfaringer med samarbejdet mellem AAU og deres praktiksted, Kilde A/S Automation – og om, hvordan en praktik hos kan føre til drømmejobbet.

"Jan Aagaard fra DEIF A/S vil dele sine erfaringer og komme med gode råd, tips og trick til at få det bedste ud af et samarbejdet med AAU", fortæller Lise Korsgaard, der tilføjer, "at Jan Aagaard får følgeskab af Juliane Bech Sørensen, som vil fortæller om sit studieophold hos DEIF."

Skive Kommune vil være repræsenteret ved udviklingskonsulent Julie Lysdal Markussen, hvis indlæg handler om tilbyde udenbys praktikanter og unge nyansatte en midlertidig bolig i KIS-Huset.

"Før i tiden havde virksomhedsejerne bogstaveligt talt de unge praktikanter boende i privaten – eller de blev tilbudt et ensomt værelse et sted i byen", lyder det fra Julie Markussen, der pointerer, at sådan er det absolut ikke i 2016. "Nu har vi nemlig KIS Huset, som er virksomhedernes oplagte mulighed for at give de højtuddannede unge en god boligstart – med egen lejlighed i et velfungerende fagligt og socialt bofællesskab."       

Efter indlæggene er der sandwich - og fri snak over bordene med de øvrige mødedeltagere og med oplægsholdere, der har sat tid af til både fælles og individuel sparring.

Lise Korsgaard opfordrer Skiveegnens virksomheder til at deltage i fyraftensmødet for at høre nærmere om, hvordan de selv kan være med til at forme fremtidens medarbejdere ved at give en praktikant en positiv introduktion til erhvervslivet.

"Måske bliver netop denne praktikant ikke din kommende medarbejder", medgiver hun, "Men fortællingen om et positivt praktikophold i en spændende virksomhed – i et dejligt område med et alsidigt erhvervsliv - vil brede sig som ringe i vandet i de helt rigtige kredse."

Interesserede kan læse mere om informationsmødet – og tilmelde sig på skiveet.nemtilmeld.dk

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk