Endnu en grøn virksomhed på vej i erhvervsparken

Foto: Skive Kommune
ERHVERV:

Det var også en glad borgmester, der for anden gang i denne uge holdt tale i erhvervsparken GreenLab Skive. I mandags var der rejsegilde for Quantafuel Skive, der vil producere grøn diesel af plasticaffald.

- I dag fejrer vi første spadestik for GreenLab Skive Biogas, der allerede i slutningen af 2019 skal producere grøn energi og levere opgraderet biogas til gasnettet. Endnu en virksomhed med internationalt format på disse kanter. Det er ikke nogen selvfølge, at virksomheder vælger at placere sig i Skive – et stykke fra motorvejen. Men det er det, der begynder at ske i dag. Med GreenLab Skive har vi skabt noget, som virksomheder ønsker at være en del af. Så nu bliver Skive valgt til, sagde han.

- Se nu bare Quantafuel – det er lige her, de bygger deres første fabrik i Europa. Og med GreenLab Skive Biogas bliver Skive igen sat på landkortet som en kommune, der arbejder for at skabe lokale løsninger på globale udfordringer. Det er sket, fordi vi i mange år har arbejdet for at tiltrække nye virksomheder og dermed skabe flere nye arbejdspladser i vores kommune. Og det kan være svært at sætte sig ind, hvordan vi som kommune arbejder med så store udviklingsdagsordener. Det kan være svært at forstå, at det tager tid. Mange kan nok godt blive lidt utålmodige og spørge: ’Hvornår sker der noget?’ Men der er sket noget. Rigtig meget endda. Og det kommer til at gå stærkt herfra, fortsatte han og henviste til, at endnu en virksomhed i GreenLab, nemlig søstjernefabrikken Danish Marine Protein, er ved at gøre klar til at kunne starte produktionen op her til sommer.

Det er heller ikke tilfældigt, at E.ON Danmark har valgt en placering i Skive Kommune til det nye biogasanlæg.

- Her står vi ikke alene med vores biogasanlæg. Vi kommer til at indgå i et integreret energisystem, og det er det mest spændende projekt af sin art i hele Danmark. Det er en ære for os at være med her, sagde direktøren for E.ON Danmark, Tore Harritshøj, der sammen med E.ON’s chef for biogasaktiviteter, Michael Dalby, takkede for samarbejdet med både borgmester og forvaltning i Skive Kommune. Også GreenLabs direktør, Steen Hintze, fik sammen med landmændene og deres leverandørselskab store roser med på vejen.

- Ja, der skulle jo lidt snak til, inden vi fik enderne til at mødes. Men vi er glade for, at vi står her i dag, istemte formanden for Leverandørselskabet Amba, Arne Bisgård på vegne af landmændene.

I dag ender 95% af gyllen direkte på markerne, hvor den afgiver store mængder CO2, ammoniak, metan og lattergas. Når vi i stedet bruger gylle til biogasproduktion, undgår vi denne klima- og miljøbelastning. Når afgasningen har fundet sted, kan gyllen komme tilbage på markerne som et bedre gødningsprodukt med færre lugtgener. Og så har man en CO2-neutral energikilde, som kan bruges i andre sammenhænge. For eksempel som brændstof i vores biler.

Skive Kommune er i allerede langt fremme med brugen af biogas. Vi har to kommercielle gastankstationer, vi har bybusser, der kører på biogas, og det samme gør kommunens biler. Kommunen er derfor en stor aftager af den biogas, der vil blive fremstillet.

- Den grønne dagsorden er en styrkeposition i Skive. Vi har arbejdet med den i årtier. Vi er gode til det. Og når vi udnytter vores styrker, så viser det sig, at vi også kan tiltrække internationale virksomheder til landdistrikterne, hvis bare vi har det rigtige koncept, der peger fremad og viser udviklingspotentiale. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at tage godt imod jer. Derfor må I aldrig tøve med at tage kontakt til kommunen, hvis I får brug for vores hjælp fremover, sagde borgmesteren.

Forberedelserne til anlægget af GreenLab Skive Biogas har været i gang i flere år i et samarbejde mellem de to partnere E.ON Danmark A/S og den lokale leverandørforening GreenLab Skive Biogas Leverandørselskab Amba, der blandt andet forsyner anlægget med gylle og restprodukter. Samarbejdet mellem E.ON og mere end 80 lokale landmænd og investorer bag GreenLab Skive Biogas er et joint-venture, som står bag anlægsinvesteringen på 225 millioner kroner. Anlægget forventes at producere cirka 19 millioner kubikmeter biogas, svarende til den naturgasmængde, der skal til for at opvarme cirka 8.300 parcelhuse. Biogasanlægget er et fleksibelt anlæg, der kan behandle op til 500.00 ton husdyrgødning og restprodukter såsom halm, kartoffelpulp, mad- og industriaffald. Anlægget kommer også til at have en økologisk linje, da der er en del økologiske landmænd her i området.

Der skulle trædes godt til på spaden, for jorden var kold og hård, da Skives borgmester, E.ON Danmarks direktør og formanden fra Leverandørselskabet Amba fredag satte foden på den og tog det første spadestik til byggeriet af GreenLab Skive Biogas. ’En ære at være med,’ sagde E.ON-direktøren.

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk