Brænder du for at gøre din passion til din levevej?

ERHVERV:

Herlighedsværdien og naturen i Skive kommune danner basis for mange flere oplevelser og kreative erhverv, end der udbydes i dag.

Som led i projektet ”En Skive mere af kagen”, igangsætter Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter / SET derfor i efteråret 2018 et forløb om forretningsudvikling for livsstilsiværksættere indenfor turisme- og oplevelsesøkonomi. Forløbet henvender sig til de iværksættere, der brænder for at give deres passion videre til andre – og derfor gerne vil gøre deres livsstil til en fuldtidsbeskæftigelse.

–Der ligger et uudnyttet potentiale, som kalder på vågne aktører og selvstændige initiativer, lyder det fra erhvervskonsulent Marlene Rasmussen fra SET, der tilføjer: -I dette forløb handler det om at udvikle den passion, som den enkelte iværksætter brænder for, til en idé / et koncept, der kan føre til en bæredygtig forretning. Det kunne fx være oplevelser på vandet, på cykel, gåben eller hesteryg, retreats, oplevelser i form af kunst eller historie, guidede ture i naturen, pop-up restauranter, design eller produktion – eller noget helt andet, der har sin rod indenfor turisme- og oplevelsesøkonomien.

Marlene Rasmussen fortæller, at forløbet for livsstilsiværksættere falder rigtig godt i tråd med det samarbejde SET har med Skive Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg om at sætte fokus på bl.a. det store potentiale, der er i at udvikle Skiveegnens iværksættere og helt små virksomheder. Forløbet gennemføres af SET i tæt samarbejde med Skive Kommune og har fået støtte fra Landdistriktsmidlerne og Skive Kommunes Vækstpulje.

Udviklingsforløbet indeholder bl.a. 5 workshops og løbende 1:1 sparring gennem det første år. -Den enkelte iværksætter får den nødvendige opbakning til at komme videre – eller i gang – lige der, hvor man står netop nu, understreger Marlene Rasmussen, der uddyber: -I løbet af det år, forløbet kører, vil deltagerne få træning i at planlægge, tage ledelse, samarbejde, sætte priser og meget mere.

Hun pointerer dog, at hver enkelt deltager også selv skal medvirke aktivt til at udvikle virksomheden, bl.a. ved at deltage i alle workshops og sparringer -  og ved at være frisk på at teste nye ideer hen ad vejen.

20-årige Nicklas Borgen fra Limfjorden Surf School er et godt eksempel på en passion, der griber om sig. Sommeren 2017 modtog Limfjorden Suft School penge fra Skive Kommunes Rent-Liv pulje til at købe udstyr til stand up paddle (SUP), med det formål at give kommunens gæster og borgere en oplevelse på SUP (stand up paddle board). Niclas Borgen og hans medinstruktør brugte sommeren på strande og i lystbådehavne – både lokalt og rundt om i landet – og det viste sig at være en kæmpesucces, da rigtig mange havde lyst til at prøve kræfter med SUP, der er en vandaktivitet i rivende udvikling. Denne succes, og glæden ved at videreformidle sin passion betyder, at Nicklas Borgen er én af de livsstilsiværksættere, der deltager i udviklingsforløbet.

-Har du en også passion, som du brænder for at dele med Skiveegnens gæster og lokale borgere, så er du måske én af de nye livsstilsiværksættere indenfor turisme- og oplevelsesøkonomi, som vi efterlyser til udviklingsforløbet, konkluderer Marlene Rasmussen, der opfordrer alle interesserede til at sende et par linjer om sig selv og sin virksomhed direkte til hende på mail: mar@skiveet.dk

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk