Åbning for flere behandlinger på plejecentre og i botilbud

NYHEDER:

I forbindelse med nedlukningen af Danmark blev der også lukket ned for kosmetisk- og sundhedsrelaterede behandlinger af beboere på plejecentre og i botilbud. Kun kritiske behandlinger blev fastholdt. Men nu kan beboerne se frem til en kontrolleret genåbning for behandlinger.

Fra på mandag kan eksempelvis fysioterapeuter, tandplejere, fodterapeuter og frisører således få adgang til kommunens plejecentre og botilbud. Godt 100 beboere på plejecentrene modtager eksempelvis behandling fra private fysioterapeuter. Dertil kommer et antal beboere på kommunens botilbud. Alt i alt er der mange, der ser frem til åbningen.

- Vi glæder os rigtig meget til at kunne byde behandlerne indenfor igen og dermed opfylde et stort behov. Vi ved, at vores beboere har stor gavn af behandlingerne, og de ser frem til igen at kunne få den service. Vi har også været i kontakt med behandlerne, og der er ingen tvivl om, at de glæder sig til at komme i gang igen med at løse opgaver på plejecentrene og i botilbuddene, siger Jan Lund-Andersen, talsmand for Skive Kommunes krisestab og direktør for Kultur og Familieforvaltningen.

Sikkert og trygt
Skive Kommune har på baggrund af Sundhedsstyrelsens retningslinjer udarbejdet et actioncard, der nøje beskriver, hvordan behandlernes adgang til plejecentrene og botilbuddene kan gennemføres på forsvarlig vis.

- Vores actioncard beskriver trin for trin, hvordan vi kan gennemføre besøgene på en måde, hvor vi minimerer risikoen for smittespredning. Vi har forberedt os grundigt, og vi mener, at vi kan stå inde for, at vi lever op til samtlige krav om hygiejne og afstand, som sundhedsmyndighederne har præciseret. Vi er glade for, at vi nu er nået så langt, at vi trygt og sikkert kan åbne op for behandlerne. Det er endnu et lille, men også vigtigt skridt i den gradvise genåbning af Danmark, siger Jan Lund-Andersen, talsmand for kommunens krisestab og direktør for Kultur og Familieforvaltningen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk