Dansk Flygtningehjælp gæster Skive Bibliotek

Uddannelse:

Den internationale flygtningekrise har de senere år fyldt meget i den danske debat og medier. Men alt det blegner, når man stå midt i en flygtningelejr med flere hundredetusinder indbyggere, der ingen muligheder har for hverken at rejse hjem eller rejse videre.

”Det kan være meget uoverskuelige oplevelser. For det er svært at begribe, hvor mange mennesker, det her egentlig handler om på verdensplan,” fortæller presserådgiver i Dansk Flygtningehjælp, Sara Schlüter. Hun gæster den 24. januar Skive Bibliotek for at fortælle om livet for mennesker på flugt i de nærområder, der fylder så meget i den danske debat, men som få af os kan relatere til.

På verdensplan er der nu mere end 65,3 millioner mennesker på flugt. Det er lige så mange, som der bor i Storbritannien og det ser ikke ud til at blive bedre de næste år. ”Der er selvfølgelig stor forskel på forholdende for de mange forskellige flygtninge, men der er en hel del ting, der går igen. Magtesløshed over for at være i en situation, man ikke selv har kontrol over. Et brændende ønske om at hjælpe sine børn til et bedre liv og håbet om en dag at kunne vende tilbage til sit hjem,” siger Sara Schlüter. Til aftenen i Skive vil hun give en aktuel status på, hvordan situationen ser ud på verdensplan. Men det store fokus bliver på nogle af de mange mennesker, som hun har mødt på sine rejser både som journalist og for Dansk Flygtningehjælp i lande som Kenya, Djibouti, Etiopien, Libanon, Jordan, Afghanistan og Rwanda.

”Nogle mennesker gør selvfølgelig et større indtryk end andre. En af dem er den 64-årige mand Abdillahi Bashraheel, som jeg mødte i en flygtningelejr på en tom og blæsende slette i Djibouti. Der var ingenting ud over ekstrem hede og trøstesløshed. Alligevel havde han skabt et helt museum på hans lille jordlod, hvor han hele tiden udvidede og fortalte krigen og livets historie gennem de ting, han nu kunne formå at samle. Jeg spurgte ham hvorfor, han gjorde det, og han svarede, at han ville dø, hvis han gik i stå og stoppede med at skabe ting. Det sidste han sagde til mig, inden jeg tog fra lejren, var, at jeg skulle love at fortælle hans historie, så folk i Danmark og andre steder kan se, at flygtninge er mennesker, der stadig har en masse en byde på. Det vil jeg så gøre den 24. januar,” siger Sara Schlüter.

Sara Schlüter er uddannet journalist og har tidligere blandt andet arbejdet på DR’s udlandsredaktion, Berlingske og Nyhedsavisen. Hun har været hos Dansk Flygtningehjælp siden juni 2015.  

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk