Stortalentet vokser sig større og større

Trav:

Det blev helt som forventet storfavoritten Dontpaytheferryman der vandt Tuborg Jydsk 2-årings Grand Prix 2017 og dermed fortsætter både Peter Rudbeck og Birger Jørgensen dominansen i dette løb.

Spillet helt i bund trods et yderspor var det ”selvfølgelig” Dontpaytheferryman, der indfriede forventningerne, da den søndag eftermiddag sejrede i Jydsk 2-årings Grand Prix med Birger Jørgensen som kusk.

Det skete efter en rolig start for parret, der dog igennem første sving forbedrede sig fremad som første hest i andet spor.

Foran var Destiny i føring for Michael Lønborg, men han valgte at slippe føringen med en omgang tilbage til Dontpaytheferryman, der siden nu og da rendte lidt ud og ind i banen.

Til slut forsøgte Destiny et angreb, men måtte nøjes med en fremragende andenplads bag Dontpaytheferryman som vandt sikkert i tiden 1.16,8 for de 1800 meter autostart.

Tredjepladsen tilfaldt Dumbo foran Darwin Ice og Diamant Østervang.

Førstepræmien var 125.000 kr. og dermed har Dontpaytheferryman i sin første sæson indløbet 335.000 kr. ved fem sejre i fem starter – bare imponerende.

Det er Peter Rudbeck der sammen med familien på Stutteri Hole In One er opdrætter, ejer og træner af Dontpaytheferryman, og selvom det efterhånden er en vane, så var Peter Rudbeck naturligvis glad efter triumfen.

- Han er kun en 2-åring, så jeg synes han var gjort til for stor favorit, men det er da rart når det lykkes, men med en 2-årig kan meget gå galt.

- Dontpaytheferryman er i vækst og for mig er han ikke en 2-års hest, men nu starter han efter planen i Opdrætningsløbet om fire uger og så er der sikkert ikke flere starter i år, forklarede Peter Rudbeck til Dantoto Racing Lives Palle Vennekilde efter sejren.

Birger gjorde det igen-igen
For Birger Jørgensen var det endnu en storløbssejr, og faktisk blev topkusken historisk, da han blev den første der har vundet Grand Prix’et tre år i træk.

I 2015 vandt han med Bad Moon Rising, i 2016 med C D og i år altså med Dontpaytheferryman.

- Løbet i dag blev vel lige lidt for spændende, for fra det spor vi havde er man afhængig af hvad de andre gør i løbet, men Michael (Lønborg, red.) var flink i dag og slap føringen da vi angreb.

- Banen var lige vel løs i dag til ham og da han er i vækst, rendte han og snuble lidt og tabte et bagben nogle gange, men han hjælper selv i løbene og det gik jo trods alt, lød det fra Birger Jørgensen på Racing Live efter sejren.

Mere succes af vinderholdet
Tidligere på dagen havde Peter Rudbeck og Birger Jørgensen også taget imod hyldest efter sejr, da Bad Moon Rising kom tilbage på vinderpladsen.

Det skete i et 4-års løb hvor hesten var favorit og uden de store problemer blev næstfavoritten Børge afvist.

Bad Moon Rising sejrede i 1.15,2 og snuppede førstepræmien på 20.000 kr. og har nu vundet 14 af 27 starter samt indtjent knap 1.650.000 kr.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk