Montékometen vandt DM-guld

Trav:

Det blev Maria Dueholm Svendsen der løb med guldet, da der i dag blev afviklet DM for Montéryttere på Skive Trav. Dermed kunne hun fejre endnu en triumf i hendes korte men kometagtige karriere.

Den 17-årige gymnasieelev, der til dagligt bruger al sin fritid i stalden hos hendes far, travtræner Bent Svendsen, viste stort overblik og taktisk sans da hun i dag hjemtog DM-titlen og dermed kunne følge op på sidste års landschampionat.

Opladningen til DM for Montéryttere havde ellers ikke været den bedste for Maria Dueholm Svendsen, der gik ind til konkurrencen uden sejr i 18 ridt i år.

I første afdeling fik trænerdatteren optimal uddeling med Osbourne, der snusfornuftigt blev redet indvendigt undervejs, for at sætte sit angreb ind i midten af sidste sving. Den sluttede fornuftigt af, uden at kunne true vindende Provst Meyer med Sabina Gammelgård og undervejs førende Prins Tandal med Marianne Mechlenburg.

I anden afdeling havde Maria Dueholm Svendsen trukket 45-oddseren Tinghøj, der hurtigt var ude af løbet efter startgalop. I stedet blev løbet vundet af en noget forbedret Supertarteletten og Michelle Mønster, mens Marianne Mechlenburgs ridt Starwalker fik hvad der senere skulle vise sig at være en skæbnesvanger opløbsgalop, der endte med at koste nordjyden den samlede sejr.

Maria Dueholm Svendsen havde brug for en sejr i sidste afdeling af konkurrencen, for at kunne gøre sig forhåbninger om DM-guldet. Hun red næstfavoritten Nero Toft, der fik en super start fra sine tyve meters tillæg og hurtigt fandt en ryg på førende Wendy og Michelle Mønster. Ved indgangen til sidste sving blev angrebet på den førende sat ind og ca. 100 meter før mål stod det klart, at sejren var i hus før Alf Østervang med Camilla Spuhr Jensen i sadlen. Tredjepladsen gik til Made Shadow og Marianne Mechlenburg, der givet ærgrer sig over opløbsgaloppen med Starwalker.


Maria Dueholm Svendsen vinder sidste afdeling af DM for Montéryttere med Jørgen B. Pedersen trænede Nero Toft, hvilket er nok til at sikre hende den samlede sejr.
Foto: Flemming Andersen.

Skal hjem og sove på det

En god times tid efter triumfen var det stadig ikke gået op for Maria Dueholm Svendsen, hvad hun netop havde præsteret:

- Jeg forstår det stadig ikke helt. Det er helt vildt og jeg tror lige at jeg skal hjem og sove på det.
- På forhånd havde jeg forhåbninger om at komme på podiet, da det lignede at jeg kunne få lidt point med dem alle, men jeg så Marianne (Mechlenburg, red.) og Sabina (Gammelgård, red.) som favoritter. De endte jo også på de to andre podiepladser, så det var ikke helt skudt forbi, sagde Maria Dueholm Svendsen.

 - Hvordan var din selvtillid op til DM, med tanke på at du endnu ikke havde vundet løb i denne sæson?

 - Det føltes lidt mærkeligt, ikke at have vundet løb, når det nu gik så godt sidste år. Jeg har da gået og tænkt lidt over, hvorfor der ikke kom nogle sejre, men det er ikke noget der har fyldt meget, sagde Maria Dueholm Svendsen, der gerne satte lidt ord på hendes tre ridt.

 - Jeg synes at jeg fik optimalt udbytte med Osbourne og selvfølgelig Nero Toft. Begge heste var utroligt nemme at ride, hvilket er en stor fordel. Ingen af dem behøvede nogen form for hjælp undervejs. Tinghøj var ikke rigtigt på biddet fra start og det var som om at den ikke rigtigt forstod monté. Den viste dog rigtig fin fart mellem de tre fejl.


Den obligatoriske vandtur efter at DM-titlen er i hus.
Foto: Flemming Andersen.

Skal ikke være en levevej

Maria Dueholm Svendsen har ikke planer om at gøre trav-/montésporten til sin levevej, men det kommer alligevel til at handle en del om heste i fremtiden.

 - Jeg er netop ved at afslutte 2.g på Skive Gymnasium og planen er at jeg skal til Sverige i et-to år for at passe heste, når jeg næste år har fået min studentereksamen. Efterfølgende skal jeg så hjem og have mig en uddannelse, fortæller gymnasiepigen, der ikke fejrer DM-titlen på helt traditionel vis.

 - Vi tager på McDonalds på vejen hjem og så må vi fejre det lidt i weekenden i stedet for. Jeg har lige en eksamen i denne uge, som jeg skal have læst op til først, lyder den afsluttende kommentar fra den nykårede Danske Mester for Montéryttere.

Slutstillingen i DM for Montéryttere:

 1. Maria Dueholm Svendsen 12 point
 2. Sabina Gammelgård 10 point
 3. Marianne Mechlenburg 10 point
 4. Michelle Mønster 8 point
 5. Nicole Marsing 5 point
 5. Camilla Andersen 5 point
 7. Rikke Rohbach Bonde 4 point
 7. Solveig H. Davidsen 4 point
 7. Camilla Spuhr Jensen 4 point
 10. Nicolaj Stott 3 point

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk