Armani V P fik sin storløbssejr

Trav:

Armani V P fik sin storløbssejr i 4 års Grand Circle Championatet for hingste og valakker velassisteret af Jeppe Juel, som fik kørt et perfekt løb med hingsten efter champion beskeleren Carmody Lobell, der hermed fik sin sidste årgangsløbsvinder i sin sidste årgang. Armani V P har i øvrigt en superafstamning, da hans mormors mor er supertraveren Classical Way.

Fra start var indersporets Alex Trøjborg hurtig, og han tog let spids og fik med det samme Armani V P med i ryg. Christoffer Ericsson holdte et jævnt 1.14-tempo på løbet, og det gjorde det umuligt for blandt andre Axel at nærme sig i sporene. Det stod hurtigt klart i opløbet, at Armani V P var bedst, da han angreb på open stretch, og sejren blev meget sikker før en velafsluttende Apollo Damgård, der kort før mål løb forbi Alex Trøjborg. Jeppe Juel var godt tilpas i vindercirclen og fortalte, at Armani V P blev købt sammen med seks andre heste, bl.a. Tripolini V P, af Bent Viborg Pedersen, og det har jo vist sig at være en rigtig god investering. Vindertiden for Armani V P var flotte 1.13,5a/2060m, hvilket er ny banerekord for fireårige danske hingste.

Jeppe Juel vandt yderligere to løb. Et stærk besat begynderløb blev vundet ganske let med talentet Bastian T, som rundede alt og alle på sidste langside og siden vandt let i den skrappe tid 1.16,6/2020m. Can Tab løb på andenpladsen 1.17,7 i sin debut, hvilket altså ikke rakte til sejr. Jeppe Juel havde lidt held med sig ved den tredje sejr, da Allineedislove slap fri af inderbanen med 1200 meter til mål. Hun måtte tidligt til angreb, men holdt farten flot, og det var en fin sejr til Hans Ulrik Kristensens hoppe, som er kommet flot tilbage efter pause.

Steen Juul vandt Consolation-løbet med A Perfect Torkdahl, som levede op til de stillede forventninger. Efter visse positionsproblemer fik A Perfect Torkdahl tredje par udvendigt, og Steen Juul angreb med 800 meter til mål i tredje spor og var i sidste sving fremme ved førende Awesome Deal, som han gik forbi, og siden vandt den flotte hest en let sejr før Awesome Deal med Flemming Jensen i vognen.

Flemming Jensen havde en god dag i Skive, da han vandt to sejre og den nævnte andenplads med sine tre startheste. Begge vinderne havde debut i Aalborg-trænerens regi og begge imponerede. Uno Piccolino tog spids efter nogen kamp og fik midtvejs i løbet tryk af Tinus Moseby, men alt prellede af på Uno Piccolino, som vandt i ny banerekordtid for fireårige udenlandske hingste over lang distance med tiden 1.15,8a/2550m. Sejren med Victory Kåsgård var mildest talt imponerende, da Flemming Jensen tabte mindst 40 meter fra start, da han ikke havde fat i feltet, da startvognen satte i gang. Men da han havde fat i feltet, sendte han Victory Kåsgård frem til den førende Bale M B, der ud af næstsidste sving hoppede og overlod spidsen til Speed A Bærs, som kæmpede forbilledligt, men måtte lade en velgående Victory Kåsgård slippe forbi til sejr i den flotte tid 1.14,2a/2060m.

Torben Hovgaard havde en kanondag med to trænersejre. I toårsløbet havde han en flot udseende Commit Boom Bay til start, og hun sprintede let til spids kørt af Jeppe Rask. Come On Hugo pressede tempoet op med omgang til mål, og hun fik også angreb til slut af Vanilla Kronos, men Commit Boom Bay var bedst og vandt i ny absolut banerekordtid for toåringer – endda på normaldistancen -  i tiden 1.16,4a/2060m. Ny banerekord stod også Rina Chen Hai for i hurtigklasseløbet. Med René Kjær i vognen havde hun tredje par indvendigt undervejs, samtidigt med, at Stand And Deliver i spids havde taget biddet og forsøgte at sprænge feltet på sidste langside. Men Stand And Deliver ramte ”muren”, og bagfra angreb Rina Chen Hai og Ophoto Brogård med Rina Chen Hai som den stærkeste til slut. Vindertiden 1.12,8a/2060m var en forbedring af hendes gamle rekord på næsten to sekunder.

Skive Amatørserie havde to finaleløb på programmet, og begge løb gik til udenbys trænede heste. Carsten Kragelunds Pocono Downs har været en fast gæst i amatørløbene i Skive, og kørt af Nicklas Korfitzen fik han serveret et perfekt løb i tredje par udvendigt, som til slut gav en sikker sejr i et spændende løb, hvor der var angreb over hele banen.

Det andet finaleløb gav sejr til Gunnar Eriksens Tucana, som denne gang slap for at gå i hårde spor. Nu fik hun et dejligt løb i ryg på førende Tristan J B, og hun kunne speede til en sikker via open stretch, hvilket var Tucanas første sejr i start nummer 50. Løbet fik en dramatisk afslutning, da Anette Uglebjerg i opløbet røg bagud af vognen, da hendes fødder mistede grebet i bøjlerne. Hesten blev fanget ind, og umiddelbart så det ud til, at Anette slap med knubs på knæerne og i ansigtet.

Morten Juul fik en trænersejr med Team A P´s Alberte Hastrup, som kørt af Birger Jørgensen enkelt kom til spids, og hun havde siden ingen problemer med at vinde løbet i fin stil.

Det afsluttende formløb blev vundet af Pegasus Shadow, som kørt af Martin Andreassen tidligt var fremme i dødens på førende Tornado Høgholt, som til slut blev rundet af en godt gående Pegasus Shadow.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk