Stor interesse for borgermøde om demens

Sundhed og velvære:

Mange borgere har i dag demens tæt inde på livet. Tallet vil øges betydeligt de kommende år i takt med den stigende ældrebefolkning. I Skive Kommune vurderes antallet af demensramte at stige med mere end 65 procent frem mod 2040.

Denne udvikling sætter Skive Kommune på dagsordenen på et borgermøde den 8. juni. Her vil hjerneforsker Peter Lund Madsen holde foredrag om hjernen og aldring i relation til demens. Efterfølgende er der debat ved bordene – blandt andet med input fra borgere, som har erfaring med demens.

Information

Borgermødet afholdes den 8. juni klokken 17.00-20.00 (infostande åbner klokken 16.30) på Kulturcenter Limfjord, Skyttevej 12, 7800 Skive.

- Jeg er fantastisk glad for, at så mange interesserede borgere møder op. Det er helt afgørende, at demensramte har en tryg og værdig hverdag, hvor de trives. Og det gælder, hvad enten man er i 50’erne eller 80! Samtidig skal vi hele tiden huske på, at demensen jo også bliver et livsvilkår for den øvrige familie. Hverdagslivet ændres, og den store indsats som pårørende yder, skal vi værdsætte og støtte, al det vi kan, udtaler Preben Andersen, formand for udvalget for Social og Ældre i Skive Kommune.

- Demens optager mange mennesker, og vi kan alle – borgere, foreninger, butikker eller buschaufføren – bidrage til at skabe et mere demensvenligt samfund. Målet med borgermødet har været, at vi alle går fra borgermødet en smule klogere på demens og med en masse input til, hvordan vi sammen kan skabe den bedste indsats for demensramte og deres pårørende, siger Johnny K. Knudsen, næstformand i udvalget for Social og Ældre i Skive Kommune.

Input fra borgermødet skal bruges i arbejdet med en demensplan for Skive Kommune, som udkommer i efteråret.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk