Skive Kommune vil have flere børn op på cyklen

Sundhed og velvære:

Aktive børn lærer mere, og cykling hver dag giver god motion. I Alle Børn Cykler dyster skolebørn i september om at cykle så meget som muligt både til og fra skole og i selve undervisningen.

Desværre har hver tredje barn, der begynder i skole, problemer med motorikken og det smitter af på cykelkulturen blandt børn. Derfor tilbyder en særlig forældreguide allerede nu, inspiration til at give børnene cykelglæde og cykelsikkerhed hen over sommeren. 

Når tusindvis af skolebørn til september deltager i Cyklistforbundet og TrygFondens kampagne Alle Børn Cykler, gælder det om at cykle så mange dage som muligt i den store dyst om seje præmier. Hver dag på cyklen giver point, og brug af cykelhjelm tæller dobbelt. 

Kampagnen handler dog samtidig også om at kombinere fysisk aktivitet og indlæring i fag som f.eks. matematik, dansk, biologi eller samfundsfag med aktiviteter som eksempelvis grammatisk cykelstafet, matematisk cykelstjerneløb. 

- Motion og fysisk bevægelse forbedrer børns evne til at koncentrere sig, og med cykler er det nemt at integrere bevægelse og læring. Cykler kræver ingen store idrætsanlæg - blot en skolegård og gode undervisningsmaterialer, som lærerne kvit og frit får adgang til med Alle Børn Cykler, siger kampagneleder i Cyklistforbundet, Lasse Skou Hauschildt. 

Alle Børn Cykler-guide til forældre
Kampagnen henvender sig også til forældre, da cyklen er et stærkt redskab, når det gælder om at styrke børns motorik, balanceevne og retningssans. 

Derfor kan forældre allerede nu via linket til Alle Børn Cykler nedenfor, finde inspiration til cykellege - også til de helt små børn, anbefalinger til brug af hjelm, køb af børnecykler og meget mere. 

- Hvert tredje barn, der starter i skole, har problemer med motorikken. Derfor er det vigtigt, at både lærere og forældre hjælper børn til at opleve glæden ved at cykle og få mere bevægelse ind i deres hverdag, siger Lasse Skou Hauschildt. 

Seje børn styrer selv
Skive Kommune er en af de indtil videre 39 kommuner, der som samarbejdspartner på kampagnen arbejder for, at flere børn i kommunen kommer op på cyklen og får mere daglig motion. 

Mette Sørensen Viskum, Teknisk Designer fra Skive Kommune siger: Vi bakker op om Alle Børn Cykler og vigtigheden i at børn lærer at cykle, som en naturlig del i deres opvækst. Når børn aldersmæssigt selv kan cykle til/fra skole, fritidsinteresse eller vennebesøg får de både motion, frihed og god energi til dagens udfordringer. Mange børn opnår desværre ikke rutine og sikkerhed på cyklen, når de gennem barndommen bliver transporteret til alt af forældrene. 

Det er den enkelte lærer, der tilmelder sin klasse til kampagnen, og netop nu strømmer tilmeldinger ind fra skoler over hele landet. Sidste år deltog 135.990 skoleelever i kampagnen. Du kan under link nedenfor se hvilke skoler og klasser, der pt. er tilmeldt.

Undersøgelser
Når børn cykler, går eller løber til skole, er de bedre til at koncentrere sig, end de børn, som bliver kørt i bil. Det viser en undersøgelse foretaget af Forskningscenter OPUS og Dansk Naturvidenskabsformidling.

Hvert tredje barn har motoriske problemer, når det kommer i skole. Det viser en undersøgelse baseret på sundhedsplejerskers journaldata på knap 8.000 børn i hovedstadsområdet.

Læs mere om begge undersøgelser under link herunder.

Fakta
Cyklistforbundets og TrygFondens kampagne Alle Børn Cykler kører på skoler over hele landet den 4.-17. september 2017. Det er gratis at være med i kampagnen, der tilbyder lærere gratis undervisningsmaterialer til at inddrage cyklen i undervisningen. I kampagnens to uger samler eleverne point ved at cykle så mange dage som muligt – både til skole og i fritiden. Cykles der med cykelhjelm, giver det ekstra point. Efter kampagnen deltager klasserne i konkurrencen om sjove og lækre præmier – bl.a. nye cykler til alle elever i klassen og fede klassefester. Tilmelding kan ske frem til den 18. august via linket nedenfor. 

Du kan finde link til Facebook og pressebilleder, som frit kan bruges ved redaktionel omtale af Alle Børn Cykler, under link nedenfor.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk