Farlig ukrudtsbrænder tilbagekaldes

Servicemeddelelser:

Har du købt en Adano ukrudtsbrænder med vogn i Harald Nyborg i 2017, skal du straks stoppe med at bruge den og levere den tilbage til butikken. Sikkerhedsstyrelsen har nemlig de seneste dage været ude med flere advarsler om farlige ukrudtsbrændere. Nu advarer styrelsen om ukrudtsbrænderen af mærket Adano.

Sikkerhedsstyrelsen advarer på det kraftigste forbrugerne mod at bruge en ukrudtsbrænder af mærket Adano med bestillingsnummeret 9097. Brænderen er solgt i Harald Nyborgs butikker over hele landet. Der er udstedt et salgsforbud på produktet, og importøren har fået et påbud om at tilbagekalde brænderen fra forbrugerne. Tilbagekaldelsen betyder, at forbrugere, som har købt ukrudtsbrænderen i Harald Nyborg fra den 1. januar 2017 og frem til i dag straks skal stoppe brugen og levere den tilbage til butikken.

Den tilbagekaldte ukrudtsbrænders regulator er identisk med den brænder, der for godt en uge siden var årsag til en eksplosionsagtig brand på Købehavns Vestegn. Ukrudtsbrænderen var af mærket Ignite Nordic, og blev i sidste uge tilbagekaldt fra Bauhaus. I weekenden blev en anden ukrudtsbrænder af mærket Garden, som er solgt i maj og juni måned i Jem og Fix, tilbagekaldt, fordi den havde den samme fejl.

Sikkerhedsstyrelsen har nu fundet en tredje brænder med samme fejl – og advarer købere af Adano ukrudtsbrænderen mod at bruge den.

- Ukrudtsbrænderen er farlig. Har man købt den, skal den straks leveres tilbage til butikken. Man skal under ingen omstændigheder bruge den. Vores undersøgelser har vist, at selv med værktøj er det nærmest umuligt at spænde gevindet hård nok fast til, at det er tæt. Utætheder medfører risiko for brandfare og i sidste ende eksplosion. I værste fald kan det koste menneskeliv, siger chefkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen Arne Hosbond og fortsætter.

- Vi har udstedt et forbud mod salg og udlevering af brænderen. Vi har desuden givet importøren et påbud om at kalde den tilbage fra forbrugerne, forklarer Arne Hosbond.

Efter de første to ukrudtsbrændere blev tilbagekaldt op mod pinse, har Sikkerhedsstyrelsen fået en del henvendelser fra bekymrede forbrugere. Derfor har styrelsen nu lavet en video, som tydeligt viser, hvad der er galt med brænderen. Den kan ses på Sikkerhedsstyrelsens Facebook-side.

- Vi er rigtig glade for de mange henvendelser, som vi får. Det har ført til, at vi har fundet flere ukrudtsbrændere med problemer. Oplever man, at der siver gas ud af regulatoren og gevindet på ens ukrudtsbrænder, så hører vi meget gerne fra folk, siger Arne Hosbond.

Gjorde som der stod i manualen
Det, der gør ukrudtsbrænderen farlig, er, at der siver gas ud af den, selvom man har samlet den, som der står i brugsanvisningen.

Det var også tilfældet i forbindelse med uheldet på den københavnske vestegn.

Mens kvinden fjernede ukrudt, blev hun pludselig opmærksom på 20 centimeter høje flammer, der stod op fra gasflaskens top.

Hun hentede et tæppe og forsøgte at slukke ilden ved at lægge det over flasken. Det resulterede i, at der gik ild i tæppet. Derefter ringede kvinden 112. Brandvæsnet kom inden for fem minutter. Kvinden blev ført i sikkerhed. Cirka to minutter senere eksploderede gasflasken. Den fløj 10 meter på tværs af haven.

Undersøgelsen af den eksploderede flaske og ukrudtsbrænder viser, at uheldet sandsynligvis skyldes utæthed mellem gevind og gasflaske og gevind og brænderen. Sikkerhedsstyrelsen har efterfølgende testet ubrugte eksemplarer af produkter. De har samme fejl.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk