Nu kan midt- og vestjyder få hjælp af fire nye borgerrådgivere

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Politi og retten:

Fra på torsdag kan borgere i Midt- og Vestjylland, der har brug for særlig vejledning fra politiet, kontakte fire nye borgerrådgivere på hverdage mellem kl. 8-18. Borgerne skal fortsat ringe 114.

Kim, Mette, Marlene og Sanne. Det er navnene på fire nye borgerrådgivere, som fra på torsdag skal hjælpe de borgere, der har et særligt behov for vejledning fra politiet. Det kan fx være information om sagsgange, rådgivning om støttemuligheder og forklaring af lovgivningen med udgangspunkt i borgerens konkrete situation.

”Nogle borgere kan have svært ved at finde en vej i systemet, som passer på netop deres situation. Det kan være personer, som efter at have været vidne til en ulykke eller udsat for en forbrydelse har brug for information om, hvad der nu kommer til at ske, eller hvor de kan få hjælp. Eller personer, der er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til en udfordring, som ligger i udkanten er lovgivningen. Det er her, vores nye borgerrådgivere kommer ind i billedet. Det er deres opgave at tage disse borgere i hånden og sørge for, at de får den hjælp, de har brug for,” fortæller fungerende vicepolitiinspektør Sune Espersen, der er leder af Beredskabscentret i Midt- og Vestjyllands Politi.

Borgerrådgiverfunktionen er et af de 14 tiltag, som justitsminister Søren Pape Poulsen lancerede i udspillet Nærhed og Tryghed den 8. oktober 2018. Funktionen etableres som en forsøgsordning i Midt- og Vestjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Sammen skal de to politikredse indsamle erfaringer inden udrulning på landsplan.

Borgerne skal gøre, som de plejer
De nye borgerrådgivere er placeret i tilknytningtil politikredsens servicecenter, som besvarer alle opkald på tlf. 114. Fra på torsdag vil servicecenteret også være indgangen til kredsens nye borgerrådgivere, som kan træffes alle hverdage i tidsrummet 8-18.

”For os er det vigtigt, at vi fastholder en enkel adgang til politiet for borgerne. Derfor har vi valgt, at de kun skal huske på ét telefonnummer, som de kender i forvejen – nemlig 114. Så er det vores servicecenters opgave at spore sig ind borgernes behov og visitere dem videre til borgerrådgiveren, når det er den hjælp, de har brug for,” forklarer Sune Espersen.

Når borgeren er sat i kontakt med en borgerrådgiver, er det borgerrådgiverens ansvar at indhente et svar eller på anden vis sørger for den rette opfølgning. Det skal modvirke, at borgere bliver stillet om mellem forskellige afdelinger og medarbejdere uden at få en afklaring.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk