Kør bil, når du kører bil

Politi og retten:

Med en kampagne vil Skive Kommune have flere til at holde fokus på trafikken, når de sidder bag rattet. Via store plakater på en række parkeringspladser i Skive Kommune vil bilisterne i de kommende uger blive mødt af budskabet ”Kør bil, når du kører bil”.

Kommunen har sat plakaterne op, da vi sammen med Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension sætter fokus på, at uopmærksomhed er skyld i mange alvorlige ulykker i trafikken.

I Midt- og Vestjyllands Politikreds har ulykker med uopmærksomhed kostet 52 mennesker livet i perioden 2011-2015, viser tal fra Vejdirektoratet.

"Plakaterne skal minde folk om at holde fokus på trafikken, når de kører afsted. Sørg for at få ringet, skrevet din sms, tastet på GPS’en eller noteret de ting ned, der fylder i dit hoved, før du kører. På den måde kan du bedre koncentrere dig om at holde fokus på trafikken, når du sætter nøglen i tændingen og træder på speederen", siger Mette Sørensen Viskum fra Skive Kommune.

Der bliver opsat 18 plakater på parkeringspladser i Skive by, Roslev, Durup og Balling.

Kom ud af din boble
Kampagnen ”Kør bil, når du kører bil” varer fra den 18. september til den 8. oktober. Politiet bakker op om kampagnen ved at sætte ind med kontrol i den første uge af oktober, hvor de har særligt fokus på uopmærksomme trafikanter. Hele 63 kommuner er med i kampagnen.

Som noget nyt vil kampagnen i år sætte ekstra fokus på de bilister, der falder i staver bag rattet, når de kører i trafikken. I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik siger hele 28 % af de bilister, der er kørt galt eller har været tæt på, at de sad i egne tanker, da det skete. Og blandt dem siger hele otte ud af ti, at ulykken eller den farlige situation kunne være undgået, hvis de ikke havde siddet i egne tanker.

"Uopmærksomhed handler ikke kun om at skrive på sin mobil, mens man kører. Hvis du ikke er mentalt til stede bag rattet og har tankerne alle mulige andre steder, så risikerer du at reagere langsommere, hvis der pludselig sker noget uventet. Derfor er det vigtigt, at vi får flere til at være mentalt til stede, når de kører i trafikken", siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Den nye kampagnefilm, hvor man ser en bilist, der sidder i sine egne tanker og kører galt, kan ses på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside. Du kan også løbende følge med i kampagnen på  Facebook.

Fakta
Hvis du for eksempel kører 80 km/t. og kigger på din mobil eller er uopmærksom på anden vis i blot fire sekunder, så har du kørt 89 meter i blinde.

I en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik har gennemført blandt 4.362 bilister, der er kørt galt eller været tæt på inden for det seneste år, siger hele 28 %, at de sad i egne tanker, var trætte eller stressede, da det skete. Otte ud af ti siger, at den farlige situation kunne have været undgået, hvis de havde været mere mentalt til stede (kilde: Promonitor for Rådet for Sikker Trafik, januar 2015-juni 2017).

Sådan gør du

  • Forbered turen og kør i god tid
    Få klaret hvad du skal, inden du kører, så det ikke fylder i dit hoved på turen. Tag afsted i god tid, så uventede forsinkelser ikke stresser dig undervejs.

  • Drop mobilen
    Sluk telefonen eller sæt den på flytilstand, hvis du ikke kan lade være med at kigge på den, når du kører. Hvis det er nødvendigt for dig at tale i telefon på vejen, så forbered den håndfri installation, inden du starter bilen. Vent med komplicerede telefonsamtaler, til du er fremme.

  • Fokusér på trafikken
    Hvis dine tanker begynder at vandre, så mind dig selv om, at du kører bil og koncentrer dig, om de ting, der sker i trafikken. Har du passagerer med, så kig forsat på trafikken, mens du taler med dem.

  • Hold ind til siden
    Hvis du har brug for at berolige børn i bilen, indstille GPS’en, lede efter ting - eller andet, som kræver meget af din opmærksomhed, så hold ind til siden, når det er muligt og få det klaret. Forsøg ikke at gøre det, mens du kører.

  • Få hjælp af din medpassager
    Få andre i bilen til at klare de ting, der tager din opmærksomhed fra trafikken. For eksempel skrue låget af din vandflaske, kigge på kort, række dig solbriller, svare din telefon eller indstille GPS

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk