Stærk dollar gør sommerferien dyrere

Penge og økonomi:

En stærk dollar betyder dyrere sommerferie for en stor del af de danskere, der drager af sted på ferie i de kommende uger. I USA og Egypten er det blevet henholdsvis 23 og 26 procent dyrere at være dansk turist sammenlignet med sidste år.

En markant styrkelse af den amerikanske dollar giver dyrere sommerferie for en stor gruppe ferierende danskere. Især gælder det for destinationerne USA og Egypten, hvor feriebudgettet rækker betydeligt kortere i år, end det gjorde sidste år.

Den amerikanske dollar er det seneste år styrket med 24 procent i forhold til euro og dermed danske kroner, og når prisudviklingen (inflationen) i landet medregnes, giver det en samlet fordyrelse på 23 procent for danske turister i USA. Og for en familie, der er på ferie i 14 dage med et dagligt forbrug på 1.000 kroner, betyder det en samlet prisstigning på mere end 3.000 kroner.

Dermed får du som dansk turist mindre for pengene, når du går på restaurant, køber ind eller betaler din hotelregning i landene.

Ifølge cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm skyldes den styrkede dollar en kombination af nye tiltag fra Den Europæiske Centralbank og fremgang i den amerikanske økonomi:

- Styrkelsen af den amerikanske dollar er sket på baggrund af en stærk vækst i amerikansk økonomi, som har bragt den amerikanske arbejdsløshed ned på det laveste niveau, siden finanskrisen begyndte og åbnet for, at USA for første gang i næsten 10 år forhøjer renten, siger han og fortsætter:

- Den stigende dollarkurs har selvfølgelig betydning for danske turister i USA, men også for de, der vælger at feriere i eksempelvis Egypten og Emiraterne. Her er valutakurserne nemlig fastlåst til den amerikanske dollar, og dermed er Egypten og Emiraterne også blevet dyrere feriedestinationer for danskerne.

I Egypten og Emiraterne er det blevet 26 procent dyrere at være dansk turist sammenlignet med sidste år.

Billigere ferie i Skandinavien

Vælger danskerne at blive i Skandinavien, kan de derimod se frem til, at feriebudgettet flere steder rækker en smule længere i år. I Sverige og Norge er det blevet fire procent billigere at være dansk turist.

- Sverige har det seneste år været ramt af deflation – altså fald i forbrugspriserne – mens Norge har været ramt af faldende oliepriser.

- Begge prisfald har medført svækkede konjunkturudsigter og rentenedsættelser i landene, og det viser sig også i en svækkelse af valutakurserne, lyder det afsluttende fra Jens Nyholm.
 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk