Skiferien i Sverige og Norge bliver billigere i år

Penge og økonomi:

I den kommende uge rejser tusindvis af danskere på skiferie, og her kan de se frem til besparelser på flere populære destinationer. Sammenlignet med sidste år er det blevet otte procent billigere at være turist i Sverige. Til gengæld er det blevet markant dyrere at feriere i Schweiz.

Når danskerne i disse uger rejser på skiferie, kan de se frem til besparelser på flere populære destinationer sammenlignet med sidste år.

I Sverige er valutaen blevet 7,7 procent mindre værd, og når prisudviklingen i landet regnes med, bliver det samlet set godt otte procent billigere at leje ski, købe liftkort og i det hele taget handle lokalt i landet.

For en familie på fire i en uge med et dagligt forbrug på 1.500 kroner svarer det til en samlet besparelse på knap 900 kroner.

Også i Norge er valutaen svækket, men mindre end i Sverige. Her er der en marginal besparelse på 1,3 procent at hente for danske skiturister sammenlignet med sidste år.

Sverige lider under faldende priser

Ifølge cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm skyldes udviklingen i den svenske valutakurs først og fremmest, at Sverige lider under faldende priser:

- I modsætning til Danmark, der på nuværende tidspunkt kæmper for at bevare kronens binding til euroen, har svenskerne en fast pengepolitik, der er knyttet op på en fast inflation - altså prisstigninger i landet. Det betyder, at svenskerne i princippet ikke bekymrer sig om, hvor stærk eller svag den svenske kroner er, men i stedet har blikket rettet mod inflationen i landet, som lige nu er negativ, siger han og fortsætter:

Derfor har den svenske centralbank – Riksbanken – været nødt til at sænke renten med det formål at sætte gang i økonomien, skabe vækst og dermed prisstigninger. Og det er alt andet lige med til at svække valutaen, siger han.

I Norge er forklaringen ifølge Jens Nyholm en anden. Den norske krone er i høj grad bundet op på oliepriserne, og da de er mere end halveret det seneste år, har det svækket den norske valuta.

Dog opvejer prisstigninger i landet stort det de besparelser, den svækkede valutakurs ville have givet ferierende danskere. Danskernes feriebudget rækker derfor kun en smule længere i Norge i år sammenlignet med sidste år.

Svækkelse af handel i Danmark

Svækkelsen af den svenske og norske valuta gør det samtidig dyrere for vores skandinaviske naboer at handle i Danmark. Både når det gælder dagligvarer i supermarkeder, sommerhuse og restaurantbesøg.

Det kan gå han og betyde færre penge i kassen hos de forretninger i og omkring Frederikshavn, Hirtshals og Helsingør, hvis omsætning normalvis nyder godt af norske og svenske turister, der krydser vandet for at handle i Danmark.

Schweiz stiger i pris

De danskere der har planer om at lufte skiene i Schweiz må til gengæld regne med, at ferien bliver markant dyrere sammenlignet med sidste år:

- Siden den schweiziske nationalbank den 15. januar opgav loftet over schweizerfrancen, er valutaen styrket dramatisk. Og de kraftige bevægelser har resulteret i, at francen er blevet 16 procent mere værd end kronen.

- På kort sigt er usikkerheden omkring francen stor, og det kan ikke udelukkes, at den bliver styrket yderligere. På lang sigt er det dog overvejende sandsynligt, den svækkes, lyder det afsluttende fra Jens Nyholm.
 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk