Mere end en halv million danskere har kastet sig ud i deleøkonomien

Penge og økonomi:

Boliger, der lejes ud gennem Airbnb. Biler, der lejes ud gennem GoMore. Tøj, maskiner og husholdningsapparater, der lejes ud gennem en lang række hjemmesider. Danskerne er vilde med at udleje deres personlige ejendele, og mere end en halv million har gjort det inden for de seneste to år. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

- Deleøkonomien har for alvor gjort sit indtog i Danmark. Det er efterhånden blevet helt almindeligt, at man udlejer forskellige ejendele og dermed supplerer husholdningsbudgettet med en ekstra indkomst, siger skatteekspert i Deloitte Niels Sonne.

FAKTA: Så mange danskere har inden for de sidste to år prøvet kræfter med udlejning af…

Egen bolig: 120.000

Egen bil: 105.000

Sommer- eller feriebolig: 220.000

Tøj eller kjoler: 65.000

Maskiner: 65.000

Husholdningsapparater: 50.000

 

Tallene er baseret på i alt 1004 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.


 

Særligt udlejning af bolig og bil er blevet et populært fænomen, men nye produktkategorier kommer hele tiden til.

- Mere end 120.000 danskere har udlejet deres egen bolig inden for de seneste to år, 105.000 har udlejet deres bil. Det bliver dog også mere og mere almindeligt at udleje ting som tøj, husholdningsapparater og maskiner til hus og have. Her er ca. 65.000 danskere hoppet med på vognen, siger Niels Sonne.

Selv om deleøkonomien altså bliver mere og mere udbredt, er det ikke altid let at beregne de skattemæssige konsekvenser, mener Niels Sonne:

- Mens det er skattefrit at sælge privat indbo på fx Den Blå Avis, så er en leje-indtægt skattepligtig, uanset om der er tale om bil, bolig eller tøj. Dog er det kun fortjenesten, der beskattes, hvilket altså betyder, at man kan trække de tilhørende driftsudgifter fra. Her kan udregningen til tider blive ret så kompliceret.

Der er dog lavet en særregel, som gør det væsentligt nemmere at leje sin bolig ud, uanset om man er ejer eller lejer, pointerer Niels Sonne:

- I stedet for at tage en forholdsmæssig andel af fx el, gas, vand og husleje, kan man tage et standard bundfradrag på to tredjedele af egen årlig leje, hvis man er lejer, eller 1,33 pct. af ejendomsværdien hvis man er ejer, dog min. 24.000 kr. til at dække omkostningerne. Det betyder, at man ikke skal betale skat af de første 24.000 kr., man tjener som udlejer. Det er lettere at håndtere for de fleste.

Niels Sonne minder samtidig om, at man ikke kan undgå at betale skat, selv om man bytter i stedet for at udleje:

- For mange er det rigtig svært at forstå, at man skal betale skat, når man bytter tjenesteydelser. Men det har altså en værdi, selvom der ikke sker en betaling. Derfor er det også skattepligtigt.

Det er især danskerne mellem 18 og 39 år, der har kastet sig ud i deleøkonomien. Her har mere end hver sjette prøvet kræfter med livet som udlejer.

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk