Thisted, Morsø, Skive og Herning Kommuner i fælles indsats for udvidelse af A26/34

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

Samlet indsats med fælles sekretariat og involvering af alle interessenter skal koble kommunerne på det jyske motorvejsnet.

 Et ”Danmark i balance” kræver en velfungerende trafikal infrastruktur.

Strækningen fra Hanstholm via Mors og Skive til Herning er et af landets vigtige vejhængsler, og en fælles, koordineret indsats fra Thisted, Morsø, Skive og Herning kommuner skal nu virkeliggøre et mangeårigt ønske om at styrke infrastrukturen til gavn for alle involverede. Målet er en opgradering med en 2+1 forbindelse - en optimal løsning, som kan kobles på det eksisterende motorvejsnet ved Herning, og indsatsen retter sig direkte mod regeringen og Folketinget, som netop nu planlægger statens investeringer i infrastruktur frem mod 2030.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune:

”Der er en voldsom ubalance i statens vejinvesteringer, og vores del af landet er kraftigt underprioriteret, når det gælder statslige midler til infrastruktur. Faktisk har Region Sjælland og Hovedstaden siden 2009 fået 30-40 gange så mange statskroner til infrastruktur som Nordjylland, og ser vi på Skive Kommune er den lige som Thisted og Morsø underprioriteret. Det må ændres, for det er afgørende vigtigt for et Danmark i bedre balance og for den fremtidige samfunds- og erhvervsudvikling, at det trafikale hængsel fra Hanstholm til Herning fremtidssikres og kobles på motorvejsnettet.”

Kamp om investeringer kræver større indsats
Der er hård konkurrence om at tiltrække statslige investeringer til infrastrukturprojekter i hele landet.

Derfor opruster de fire kommuner. Med det nye samarbejde er der etableret en politisk styregruppe og et egentligt sekretariat hos Morsø Erhvervsråd, og via erhvervskontorerne i de fire kommuner aktiveres nøglevirksomheder i den fælles indsats. Efterfølgende planlægges det at etablere en mere formel komité med repræsentanter for erhvervsliv, organisationer og politikere som medlemmer.

Borgmester Ulla Vestergaard, Thisted Kommune:

”Det ligger os meget på sinde, at vores nye initiativ bliver et fælles anliggende på tværs af kommuner og på tværs af interessenter. Derfor vil alle med interesse i projektet blive inviteret ind. Trafikal infrastruktur er den vigtigste rammebetingelse for den fremtidige udvikling. Det viser alle analyser. Erhvervslivet har i mange år udpeget netop dét område som det vigtigste. Det kvitterer vi nu for ved at investere i vor egen fremtid med en kraftig opgradering af indsatsen.”

Trafikal infrastruktur vigtig for væksten
Erhvervslivets konklusion er entydig. Den trafikale infrastruktur har stor indflydelse på, om væksten hæmmes eller fremmes, og om virksomhederne klarer sig godt. I de kommende år er arbejdskraftens mobilitet og hurtig transport af varer de centrale emner.

Borgmester Peder Chr. Kirkegaard, Skive Kommune:

”Skive Kommune er sammen med vore nabokommuner hjemsted for mange produktions- og eksporttunge virksomheder, og deres konkurrenceevne står og falder med, at de kan komme hurtigt og sikkert til og fra det midtvestjyske område. Rute 26/34 er ikke tidssvarende, og derfor gør vi nu en ekstra indsats, som også vil involvere vore lokalt valgte MF’ere. Beslutninger om investeringer i statslig infrastruktur træffes som bekendt på Christiansborg.”

1. Viceborgmester Anne Mette Bang Rasmussen, Herning Kommune:

”I Herning Kommune er vi kommet langt med forbedringer af den trafikale infrastruktur. De sidste små strækninger på det eksisterende motorvejsnet rundt om Herning skal færdiggøres, og en videreførelse af motorvejen sydpå til Billund og Lunderskov, samt forbindelsen til Ringkøbing kræver også vores prioritering. Men det ændrer ikke på, at vi anerkender behovet for hængslet Hanstholm til Herning. Derfor er vi med i den fælles indsats.”

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk