Sundheds- og ældreminister besøger Skive

Foto: Flemming Leitorp
NYHEDER:

Sundhedshuset Skive og en særlig sygeplejerskeordning er i fokus, når sundhedsminister Ellen Trane Nørby på mandag besøger Skive Kommune.

Sundhedshuset
Sundhedsministeren vil ved besøget få en rundvisning i den kommunale del af Skive Sundhedshus. Sundhedshuset er et af de mest udbyggede fælles sundhedshuse i Danmark og modtager hvert år mange besøg fra andre kommuner og regioner, der er interesserede i det tætte samarbejde til gavn for borgere og patienter.

Skive Sundhedshus blev indviet i 2011 i et unikt samarbejde mellem kommune, hospital og privat praksis.

Huset rummer i dag en lang række af de mest centrale sundhedstilbud, der kan løses lokalt. Det er blandt andet det kommunale Sundhedscenter, hospitalets akutklinik, hjerteambulatorium, lungeambulatorium, røngten- og blodprøvetagning, jordemoderklinik, ambulant psykiatri, praktiserende læger, vagtlæge og meget mere.  Sundhedshuset rummer også Fertilitetsklinikken og Neurorehabilteringen, der tager mod borgere fra hele regionen

Fællesskabet i Sundhedshuset gør det let at samarbejde borgerens sundhed, på tværs af hospital, kommune og praktiserende læger. Det gælder for eksempel:

  • akutområdet, hvor den kommunale sygeplejeklinik og akutklinikken ligger dør om dør, og i hverdagen fagligt støtter op om hindanden
  • lungeområdet, hvor Sundhedscentret, lungeafdelingen og hjemmeplejen arbejder tæt sammen om at give det bedste tilbud til borgere med KOL
  • hjerterehabilitering, som i dag foregår på det kommunale Sundhedscenter i stedet for på hospitalet i Viborg – men stadig med hospitalets læger tilknyttet

Sygeplejerskeordningen
Sygeplejerskeordningen i Skive handler om, at borgere på kontanthjælp eller integrationsydelse med højt sygefravær ved sygdom skal ringe afbud til skolen/aktiveringsstedet efter de regler, der gælder på stedet. Desuden skal borgeren møde på Sygeplejerskeklinikken i Sundhedshuset samme dag. Sygeplejersken har også mulighed for at komme på hjemmebesøg hos borgere, som ikke kan møde i klinikken.

Sygeplejersken rådgiver og vejleder borgeren om symptomer, behandling, medicinforbrug, kost o.l. og tjekker temperatur, blodtryk, puls og andet relevant, herunder generel helbredstilstand.

Ordningen blev indført for godt et år siden og har betydet, at fraværet er formindsket betydeligt. Udover at reducere fraværet har ordningen haft positiv indflydelse på borgernes generelle sundhed.

Deltagelse
Fra Skive Kommune vil formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Arne Spicer og næstformand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget Anna-Lise Vestergaard deltage, sammen med arbejdsmarkedschef Dorthe Hamrum, sundhedschef Trine Brøcker, leder af Sundhedscentret Marianne Balsby, afdelingsleder Lisbeth Sanders og sygeplejerske Kirsten-Marie Laursen.

I forbindelse med besøget vil ministeren aflægge Peder Christian Kirkegaard et privat besøg.

Program for sundhedsministerens besøg på Sundhedshuset i Skive mandag d. 6. november 2017

11.15 – 11.45 Rundvisning i Sundhedshuset

11.45 – 12.15 Orientering om sygeplejerskeordningen samt tværgående      sundhedssamarbejde i Skive

12.15 Farvel og tak

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk