Skive rykker op i top fem som erhvervsvenlig kommune

NYHEDER:

Med en fjerdeplads cementerer Skive Kommune sin placering i toppen som ét af de steder i landet, hvor det er bedst at drive virksomhed.

Det viser den årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed, som Dansk Byggeri dag har offentliggjort. Med en fremgang på seks pladser i forhold til sidste år, ligger Skive for fjerde år i træk i top ti.

Der var glæde på rådhuset i Skive i dag, da kommunernes erhvervsvenlighed blev præsenteret. For ikke alene fastholder Skive sin høje placering på listen, der viser, hvor erhvervsvenlige kommunerne er, kommunen rykker også seks pladser op i forhold til sidste år – og dermed op i top fem.

- Vi lægger et stort stykke arbejde i at skabe de bedste betingelser for vores virksomheder. For det er en klar målsætning for os at være en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Derfor er det rigtig dejligt at se, at vores indsatser også afspejler sig i en måling som denne, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.

Landets bedste på 9 ud af 23 parametre
Analysen tager udgangspunkt i et spørgeskema, der er sendt til et udvalg af medlemmerne i Dansk Byggeri. Heri angiver de, hvilke parametre der har den største indvirkning på en kommunes erhvervsvenlighed. Der er herefter udvalgt i alt 23 parametre, der er fordelt på seks overordnede temaer: Byggesagsbehandling, skatter og afgifter, udbud, udlicitering på tekniske områder, erhvervsaffald, arbejdsmarked og uddannelse. Herefter har Dansk Byggeri indhentet oplysninger fra kommunernes hjemmesider, et årligt spørgeskema til kommunaldirektørerne, samt registerdata fra blandt andre Danmarks Statistik.

I den aktuelle analyse indtager Skive en 1. plads på 9 ud af de 23 parametre. Det er samme antal topplaceringer som sidste år.

- Ét er, at vi fastholder placeringerne i toppen på en række områder. For det er med til både at fastholde og udvikle det lokale erhvervsliv. Desuden er det klart, at man med de bedste rammer bliver mere attraktiv for potentielle, nye virksomheder. Men noget andet og meget glædeligt er, at vi også rykker markant frem, når det for eksempel kommer til et område som skole-virksomhedssamarbejder, siger Peder Christian Kirkegaard og henviser til sidste års placering som nummer 74, der i år er blevet til en førsteplads.

- Uddannelsesmuligheder og et erhvervsliv, der trives, følges jo ad. Det arbejder vi også som kommune på at understøtte. Derfor har vi indført en politik, der sigter på at etablere flere skole-virksomhedssamarbejder. Og det har heldigvis givet pote.

Det er dog ikke hele vejen rundt, at der er grund til at juble. For Skive Kommune er også gået tilbage på parametre som langtidsledighed – fra en 4. plads sidste år til en 28. plads i år. Det skyldes, at langtidsledigheden er steget fra 0,3 til 0,6 procent. Derudover er Skive faldet fra en 32. plads sidste år til en 55. plads i år i forhold til at få nyledige i arbejde.

Samarbejde baseret på tæt dialog
Samlet set ligger Skive nummer to i landet, når det kommer til byggesagsbehandling. Det skyldes blandt andet hurtig og effektiv behandling af ansøgninger og dét, at Skive Kommune ikke opkræver byggesagsgebyrer – kommunen har fjernet dem. Det er i øvrigt noget, der både kommer virksomheder og private borgere til gode. Ingen betaler et gebyr for at få behandlet en byggesag.

- Gode rammer for byggeri er med til at stimulere udviklingen inden for erhvervslivet. Og fundamentet for et godt og levende erhvervsliv er virkelig et hjertebarn for os. Det betyder meget for hele vores egn og er med til at skabe arbejdspladser og udvikling i det hele taget. Derfor prioriterer vi også dialogen med virksomhederne højt, så vi ved, hvordan vi som kommune kan bidrage til at skabe de løsninger, der kommer os alle til gode, siger borgmesteren.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk