Hyldest til idrættens mestre og frivillige

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

Hvert år er et stort antal stærke idrætsudøvere og klubber med til at markere Skiveegnen som et sted, hvor idrætten blomstrer. Flere har endda succes på den internationale scene. Men de når ikke dertil alene – for bag dem står en lang række af dygtige ledere, trænere og frivillige.

Traditionen tro afholder Skive Kommune derfor den årlige begivenhed, hvor vi hylder mestrene og siger tak til de frivillige. Det sker den 29. marts i Kulturcenter Limfjord.

Vi er intet uden de frivillige
Alle mestrene er, ifølge borgmester Peder Chr. Kirkegaard, vigtige ambassadører for vores kommune. På listen over mestre står både kendte navne og nye, der skal hyldes for første gang:

”Skive Kommune har et enestående idrætsmiljø for både amatører og eliten. Gang på gang oplever vi i Skive Byråd med stolthed, at vores foreningsliv til fulde formår at skabe samvær, glæde og livskvalitet i en masse menneskers hverdag – og samtidig arbejder ambitiøst og målrettet med talentudvikling og etableringen af optimale rammer for elitesportsudøvere”, siger Peder Chr. Kirkegaard.

Han roser samtidig de mange aktive idrætsledere, trænere og hjælpere:

”Hver eneste dag gør en række dygtige trænere og idrætsledere et fantastisk stykke arbejde i foreningerne. De er årsagen til, at vi overhovedet har mestre at hylde. Festen er en måde at sige dem tak for indsatsen”.

Festens cirka 760 deltagere fordelt over 77 forskellige foreninger kan glæde sig til et velfortjent skulderklap i form af aftenens festlige program. Efter hyldningen af mestrene disker komikeren Thomas Eje op med sang og show, mens Skive Taekwondoklub leverer den lokale underholdning.

Folkeoplysningsprisen – for første gang
I år byder festen for mestrene og de frivillige ildsjæle også på en ny begivenhed: Nemlig uddelingen af Skive Kommunes Folkeoplysningspris 2018. Det er første gang, at en kandidat modtager Folkeoplysningsprisen – og prisen anerkender en helt særlig og ekstraordinær indsats på folkeoplysningsområdet.

Folkeoplysningsprisen uddeles efter indstillinger fra foreningerne og nominering af Folkeoplysningsudvalget.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk