Grassland på Fursundegnen

NYHEDER:

August bliver en travl måned for deltagerne i Grassland i Åsted. Der skal males flere gavle, og i Junget starter og færdiggøres de fire runde murstensbygninger og i Åsted er beboerne aktive i malerprocessen. I Junget skal en professionel murer mure de runde bygninger, sikkert ikke nogen helt nem opgave.

Beboerne deltager med klapsalver og oprydning, for det er knapt værkerne kan nå at bliver færdige til første september, hvor indvielsen finder sted.
Her kommer folk både fra København (Statens Kunstfond), fra Århus (direktøren for Århus 2017) samt Skives borgmester, Peder Christian Kirkegård.

Med indvielsen i Junget starter en tre dages konference med deltagere fra Europa, så der er masser af gøremål forinden og op til dagene i september.

Datoerne vil senere blive annonceret ved opslag i Brugsen i Selde, Letkøbmanden i Junget, Forsamlingshuset i Åsted, på Fursundegnens hjemmeside og Facebookside, og på Grasslands facebookside.

Om Grassland 2017

GRASSLANDS er et borgerdrevet kunstprojekt, som finder sted på hele Fursundegnen herunder landsbyerne Åsted, Thorum og Junget. GRASSLANDS tager udgangspunkt i borgernes allerede eksisterende ønsker og planer for lokal udvikling. Projektet er en undersøgelse af, hvordan kunsten kan spille en vigtig rolle i en positiv udvikling i landistriksområderne.

GRASSLANDS består i tre overordnede dele
– en kunstnerisk udformet belægning udført i genbrugssten fra nedrevne huse,
– et sti gennem landskabet, som fysisk åbner en forbindelse mellem Åsted og Fjorden og som samtidig blotlægger stedets interessante historier fra både en fjern og en nær fortid, livet i Åsted nu samt overraskende fremtidsscenarier. Mur og gavlmalerier udført af kunstnere i samarbejde med borgerne, af avisudklip og fotos udvalgt af borgerne
– en byskov med egetræer ledsaget af hver en stenmarkør som forbinder værket til kunstneren Joseph Beuys globale værk ‘7000 Oaks’

GRASSLANDS – Junget
Projektet i landsbyen Junget tager udgangspunkt i borgernes ønske dels om at forskønne det offentlige fællesområde i landsbyens midte og dels slippe af med flere tomme forfaldne huse i byen. Projektet går ud på at nedrive flere tomme forfaldne huse centralt placeret i landsbyen Junget. Husene ’lægges ned’ i en ’ny’ belægning på stedet, hvor teglstenene fra husene genbruges. Belægningen udføres således, at husenes tidligere placering markeres. Samtidig udformes belægningen således at den rumligt og skalamæssigt leder tanken hen på landsbyens mulige tilbagevenden til landskabet. Værket er en fysisk manifestation af spørgsmålet; Er der eksisterende landsbyer, som ikke vil/skal overleve den nuværende bevægelse fra land til by? Byens borgere inddrages aktivt i processen, dels i en diskussion af det aktuelle problem med fraflytning og tomme huse, dels i den konkrete udformning og realisering af værket. Det færdige værk skal fungere som et offentligt fællesareal og mødested for byens borgere. Ligesom projektet er baseret på, at der lokalt stilles ressourcer i form af materiel, materialer, arbejdskraft og lokalkendskab til rådighed – i en erkendelse af nødvendigheden af det lokale engagement i landsbyens fremtidige udvikling.

Åsted – fortællinger i landskabet
Projektet i Åsted arbejder inspireret af og i fællesskab med byens borgere på at få etableret en sti gennem landskabet langs med Åsted Å, som fysisk åbner en forbindelse mellem Østergård, Åsted by og Fjorden. Borgerne skal i samarbejde med en række danske og udenlandske kunstnere forsøge at trække stedets unikke historie frem i lyset. Det drejer sig om såvel historier, som knytter sig til konkrete steder i landskabet, historier fra både en fjern og en nær fortid, livet i Åsted nu og måske bliver der også skabt nogle overraskende fremtidsscenarier. I starten af januar vil den første kunstner Dierdre O’Mahony gæste Åsted for at danne sig et første indtryk af stedet og menneskene, hvorefter hun vil gå i gang med at udvikle en idé til et projekt, der involverer byens/områdets befolkning.

’1000 Ege’ – en ny byskov i Thorum
Med udgangspunkt i borgernes allerede fremskredne planer om at etablere en byskov i landsbyens midte, har vi foreslået et kunstnerisk koncept inspireret af den tyske kunstner Joseph Beuys. 1000 egetræer med hver en ledsagende sten vil over de kommende år blive plantet over hele Fursundegnen. Stederne, hvor der skal plantes egetræer ledsaget af sten, kan alle komme med forslag til, idet de udpeges af borgerne selv. Udgangspunktet for ’1000 Ege’ bliver Thorum byskov, hvor beplantningen vil gå i gang allerede i efteråret 2016. Herefter vil egene blive plantet i takt med borgernes forslag, I i klynger, alléer, hegn eller som enkeltstående træer og med tiden vil træerne sætte sit præg på hele egnen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk