Antallet af arbejdspladser stiger i Skive Kommune

NYHEDER:

Det går godt hos Skiveegnens virksomheder. De nyeste tal fra Danmarks statistik viser, at der er skabt 264 nye arbejdspladser i kommunen i 2017.

Der er tale om en fremgang på 1,23 procent, hvilket placerer Skive på tredjepladsen blandt kommunerne i Business Region Midt- og Vestjylland. Kun Herning og Holstebro ligger foran Skive, mens Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Ikast-Brande og Struer ligger efter Skive.

Gang i hjulene
- Det er godt nyt, at der også i Skive Kommune er en positiv udvikling i antallet af nye arbejdspladser konstaterer borgmester Peder Christian Kirkegaard.
- Vi lavede en prognose sidste år, der viste samme tendens, men det er jo altid godt, når de faktiske tal udvikler sig i samme positive retning, som vi forudså. Det viser, at der er godt gang i hjulene på Skiveegnen, hvilket også stemmer overens med det billede, vi ser.

Stærkt produktionsområde
De tre brancher i det private erhverv, som har den største stigning i antal arbejdspladser er træ- og papirindustri og trykkerier (76 nye arbejdspladser), metalindustri (74 nye arbejdspladser) og elektronikindustri (40 nye arbejdspladser). Også når man ser på den procentvise fremgang, er det industrien, der ligger i toppen af listen.

- Skiveegnen har altid været et stærkt produktionsområde, og det er vi altså stadig. Det er yderst positivt med så stor en fremgang i nye arbejdspladser, selv om der løbende i vores virksomheder effektiviseres og automatiseres for at fastholde en stærk konkurrencesituation. Arbejdspladser er en vigtig forudsætning for, at vi kan opretholde den udvikling, vi arbejder for at skabe i Skive Kommune, siger borgmesteren.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk