Pollenallergi kan give astma

BOLIG & LIVSSTIL:

I dag er det World Asthma Day: Pollenallergi kan give astma

De fleste kender symptomerne på pollenallergi med løbende næse, røde øjne og kløe i øjne, hals og svælg. Til gengæld tænker de færreste over, at allergien også kan give astmasymptomer. Det rammer ca. hver tredje af landets godt en million pollenallergikere.

Har du snot or not? Det spørgsmål stiller Astma-Allergi Danmark i dag til alle landets pollenallergikere, og det sker i anledning af World Asthma Day. Omkring en million danskere har pollenallergi, og 30-40 pct. af dem har også astma-symptomer.

- Mange er opmærksomme på deres høfebersymptomer, men tilgengæld overser de, at de også har besværet vejrtrækning og hoste. Det vil vi gerne gøre opmærksomme på med kampagnen snot or not, fortæller Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Kampagnen er landsdækkende. I dag, d. 5. maj på World Asthma Day, foregår den på Rådhuspladsen i København, hvor Astma-Allergi Danmark ruller en allergivenlig have ud samt slår et telt op. I teltet sidder læger klar til at teste forbipasserende for allergi samt måle lungefunktion.

 

Mangler opmærksomhed

Astma-Allergi Danmark ønsker at rette opmærksomhed på de allergiske sygdomme. Selv om allergi sjældent er en livstruende sygdom, koster den 4800 årsværk i sygefravær og nedsat arbejdsevne på dage, hvor man møder sløj op på arbejde. Det viser en rapport, som Astma-Allergi Danmark har fået udarbejdet.
- Der er et kæmpe behov for en målrettet indsats mod allergi, som berører så mange, og som har mange skjulte omkostninger. Mange af dem ses ikke i sundhedsudgifterne, men ligger som sygefravær og sociale udgifter, hvor patienterne er overrepræsenterede på sygedagpenge og kontanthjælp. Vi vil gerne have et sundhedsvæsen, der også prioriterer sygdomme med højt sygefravær og lav livskvalitet, siger Astma-Allergi Danmarks vicedirektør Anne Holm Hansen, der efterlyser ambitiøse allergiplaner for udredning og behandling.

Læs mere om sammenhængen mellem astma og allergi og kampagnen snot or not på www.astma-allergi.dk/snotornot

Tænk astma, hvis du har:

  • Åndenød
  • Besværet vejrtrækning
  • Tør hoste
  • Hoste med slim
  • Hvæsende/pibende lyd på vejrtrækningen
  • Trykken for brystet
     

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk