Turist infoskærme bliver brugt flittigt

Foto: SET
KULTUR:

Skiveegnens turister og borgere har siden juni i år kunnet finde vej til alt fra overnatning, spisesteder, kulturelle begivenheder og seværdigheder via Skiveegnens 17 digitale infoskærme, der er opsat overalt i kommunen, hvor turisterne færdes.

Siden juni har 7001 brugere benyttet sig af infoskærmene. Den seneste statistik viser, at der 24.047 gange er blevet vist en attraktion, et overnatningssted eller et spisested. - Et klart tegn på, at en inspirerende og informativ turistinformation spiller en væsentlig rolle for egnens turister, fortæller Janne Kragh Pedersen, turismekonsulent hos SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, der tilføjer, at 15 af skærmene er opsat af SET og yderligere 2 skærme er knyttet til lokale projekter.

De digitale turistinformation er et led i kommunens fælles turismeindsats, hvor egnens gæster fremover skal kunne finde svar på ”alt” ude i ”turistlandet”, siger Janne Kragh Pedersen, turismekonsulent hos SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, der håber, at det i det kommende år vil blive muligt at opsætte endnu flere skærme på egnen.

På alle skærme findes både en dansk, engelsk og tysk version, så også egnens udenlandske turister kan få glæde af skærmene.

Næste træk bliver at gøre hver enkelt skærm individuel, så turisterne først og fremmest bliver informeret om, hvad der sker lige omkring det sted, de aktuelt befinder sig, oplyser Janne Kragh Pedersen, der dog gør opmærksom på, at denne nye service ikke bliver effektueret før i 2016.

15 af de digitale infoskærme er støttet af LAG Skive,Skive Kommunens Rent Liv pulje og Skive Kommunes Landsbyudvalg. Disse skærme er placeret følgende steder: Best Western Hotel Skivehus, Skive Havn på Hotel Strandtangen, Hotel Pinenhus, Søndercentret, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, Skive Fjord Camping, Limfjords Camping og Vandland, Lundø Camping, Spøttrup Middelalderborg, Glyngøre Havn i Limfjordens Hus, Virksund Camping, Virksund Havn, Sallingsund Sejlklub, Sundsøre Havn og på Jenle. Ifm. andre lokale udviklingsprojekter er der desuden opsat lignende informationsskærme ved Gyldendal Havn og ved Lihme Brugs. Da Fur hører under den såkaldte Ø-LAG, er der pt ikke opsat skærme på Limfjordsøen.

Ifølge Janne Kragh Pedersen har de første fire måneder vist, at nogle skærme helt naturligt bliver benyttet mere end andre. De mest benyttede skærme siden juni har været Pinenhus, Lihme og Sundsøre med hhv 1209, 792 og 760 brugere.

Jeg vil også gerne slå på tromme for app’en VisitSkive, der som infoskærmene giver inspiration til såvel turister som lokale, der hurtigt har brug for at søge oplysninger om Skiveegnen, lyder det fra turismekonsulenten, der understreger, at app’en selvfølgelig også har en engelsk og tysk version.

Ifølge Janne Kragh Pedersen er de nye digitale muligheder starten på fremtidens turistinformation, hvor turisterne får deres primære information om feriedestinationen via hjemmeside, facebook og  app’s og via infoskærme, der er placeret de steder, hvor turisterne befinder sig. 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk