Mød Marianne Jørgensen på Skive Bibliotek

Foto: Marianne Jørgensen
KULTUR:

Tirsdag aften den 3. november kl. 19.30, kan man møde den lokale forfatter Marianne Jørgensen og høre om hendes nyeste roman ”De tavse vidner”.

Den er en senmiddelalderroman, der tager udgangspunkt på herregården Kjeldgård hvor Marianne selv bor. Romanen starter i 1534 under Grevens Fejde da bondehæren trænger ind på gården. Dette bliver skæbnesvangert for både adel og det fæstede søskendepar Rasmus, der er hjorddreng på Kjeldgård, og hans søster, Maren, der er pige i stegerset. Det er en bog om venskab, om mord og hor og livsvilkår for datidens umælende tavse vidner.

Det er en velskreven og fængslende historisk roman om det borgerkrigshærgede 1500-tals Danmark som Marianne nu har udgivet.

Vi får et utrolig spændende og realistisk indblik i hvordan bondehærens raseren får langtrækkende følger for både fæstebønder og herremænd. ”De tavse vidner” er en barsk fortælling om livets hårde vilkår i 1500-tallets Danmark. Det er tydeligt, at der ligger et stort research-arbejde bag romanen, der er fyldt med detaljer om alt lige fra madlavning over fødsler til sociale omgangsformer, og som giver læseren indblik i den ubarmhjertige hverdag for både rig og fattig.

Det er dog også en fortælling om håb, og selvom romanen med sine 442 sider er Marianne Jørgensens mest omfangsrige udgivelse indtil videre, så føler man sig i ualmindelig godt selskab med hendes historiske roman om dette dramatiske kapitel i Danmarks historie.

Der findes mere kulørte historiske romaner end ”De tavse vidner”, men det gør ikke Marianne Jørgensens bog mindre læseværdig. Hun har her begået en letlæst, velskrevet og fængslende roman, som emmer af viden og fortælleglæde, og som ubesværet fører læseren tilbage til fortidens Danmark.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk