Julen kom til Durup – lettere forsinket

Foto: TR Consult
KULTUR:

Durup var klar til at skyde julen i gang med det traditionsrige juleoptog 1. søndag i advent: Lilleputtoget Pufle havde både tilladelse, chauffør og ’bodyguard’, byens handlende var klar, julepynten var hængt op, der var sat lys i DLG-stjernen og byens borgere og nisser var klar ved Dagli´Brugsens parkeringsplads. Men noget manglede pludseligt.

’En lille halv time for optoget skulle i gang, blev jeg ringet op af Skives Pigegarden’, begynder koordinator for juleoptoget Annette Torp. ’Jeg får besked på, at de bliver 45 min. forsinket, fordi en buschauffør har glemt aftalen. Men det lykkes at få dem overbevist om, at de i stedet for at vente på bussen, skulle komme i private biler, så forsinkelsen blev mindst mulig’.

Hun forklarer videre, at den samlede forsinkelse endte med at blive ca. en halv time og at der blev taget godt imod garden som sædvanlig.

Formand for Durup Borger- og Erhvervsforening Thomas Rosenkrands, fik fornøjelsen af at meddele de mange ventende folk, at de skulle væbne sig med yderligere tålmodighed:

’Jeg må sige, at folk tog det særdeles pænt, at optoget blev forsinket en halv time. Om det skyldes det gode vejr eller en begyndende julestemning, skal jeg lade være usagt. Men der var i hvert fald et hav af mennesker, da vi omsider fik skudt julen officielt i gang med det store optog’, slutter han.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk