Fokus på forfatteren Peter Seeberg på Skive bibliotek

KULTUR:

Tirsdag aften den 26. april (kl. 19.00 – 21.00) kommer Peter Seebergs datter antropologen Ditte Marie Seeberg og viser sin film ”Niels Barfoed om Peter Seeberg” på Skive Bibliotek.

Ditte Marie Seeberg er yngste datter af forfatteren Peter Seeberg, som gennem 33 år arbejdede som museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum. Peter Seberg, der døde i 1999, er en af Danmarks absolut betydeligste modernistiske forfattere. Ditte Marie Seeberg tilrettelagde filmen i forbindelse med sin fars 90 års fødselsdag i juni 2015. Filmen varer 23 minutter, og der vil efter visningen blive mulighed for at stille spørgsmål. I tilknytning til filmen vises udstillingen ”Portrætter af Peter Seeberg gennem 73 år - et nedslag i hans liv” i april måned på Skive Bibliotek på 2. sal. Foredraget og udstillingen arrangeres i samarbejde med Skiveegnens Grænseforening.

Der er især en roman af Peter Seeberg, som knytter sig til den film som Ditte Marie vil vise, og det er romanen ”Ved havet” fra 1978. En del af filmen er optaget på Rømø hvor familien Seeberg har haft sommerhus siden 1946, og hvor Peter Seeberg må formodes at have gået utallige gange langs stranden og fået inspiration til sine romaner, og måske især romanen ”Ved havet”. For både filmens interviewer Niels Barfoed og Peter Seeberg har Rømø og øens landskab haft en særlig betydning. I romanen beskrives således en sommersøndag på en strand, hvor hundredetusinde mennesker søger hen for at bade og sole sig. I livet på stranden viser Seeberg os så at sige mennesket stillet over for det element, der markerer grænsen for menneskets magt og råderum. Havets nærhed bliver i romanen den begrænsende faktor, der fører alle tilbage til "den oprindelige betydningsløshed". Ifølge Peter Seeberg får havet os alle til at glemme, vi føler os frie ved havet, vort sind genvinder sin oprindelige barnlighed, vores rastløshed forsvinder, ved havet skal vi ingenting. Her er også historiens ende, den store glemsel, der endeligt befrier os for os selv. Det er uomtvisteligt, at Peter Seeberg var en stor forfatter, der var eminent til at beskrive store almenmenneskelige temaer og eksistentielle problemstillinger i sin kunst.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk