Lær de nye faremærker at kende, før ulykken sker

Hus og have:

Danske hjem er fyldt med produkter, der indeholder farlige kemikalier. Ofte ved forbrugerne ikke nok om de farer, som kemikalierne udgør, og den manglende viden kan resultere i alvorlige ulykker. Miljøstyrelsen lancerer nu en oplysningskampagne, som skal få forbrugerne til at vende flasken og tjekke faremærkningen på etiketten.

VEND BEHOLDEREN OG LÆS OM FAREN

Formålet med kampagnen er at undgå ulykker med gør-det-selv produkter. Det skal ske ved at informere forbrugerne om de nye faremærker og samtidig få dem til at læse mere om produktet, før de tager det i brug. Miljøstyrelsen anvender i kampagnen en humoristisk tilgang, hvor den kendte skuespiller Peter Mygind i en kort film demonstrerer en enkel, men vigtig bevægelse i håndleddet – nemlig den bevægelse man laver, når man vender beholderen og læser etiketten. Frem til 1. juni 2017 må forretningerne stadig sælge produkter med de gamle mærker, men allerede nu har mange produkter de nye mærker, som er angivet med en rød ramme på højkant med hvid baggrund.

ULYKKER KAN UNDGÅS

Det er ofte i forbindelse med produkter som maling, lim, opløsningsmidler, afløbsrens og træbeskyttelse, at ulykkerne sker. Forbrugerne er ikke klar over, hvilke konsekvenser det kan have at håndtere og opbevare produkterne forkert. Det kan eksempelvis være farligt at hælde kemiske produkter fra den oprindelige flaske og over i en beholder, som ikke er beregnet til at opbevare kemikalier i. Der sker hvert år ulykker, hvor enten børn eller voksne kommer til at drikke af en sodavandsflaske med kemikalier. En anden farlig situation er at blande faremærkede produkter, som eksempelvis rengøringsmidler, da de kan afgive giftige dampe.

KENDT BYGGEVAREKÆDE STØTTER OP OM KAMPAGNEN

Mange af de kemikalieholdige produkter på markedet kan købes i landets byggecentre. Her støtter bl.a. byggevarekæden XL-BYG op om Miljøstyrelsens vigtige budskab som et led i kædens ”Gør det ordentligt”-kampagne. – Vi ønsker at tage del i ansvaret og oplyse forbrugerne bedre om faremærkerne. For os er det vigtigt, at tingene gøres ordentligt, både når det drejer sig om at rådgive forbrugerne omkring deres byggeprojekter og når det handler om at vejlede i korrekt håndtering af faremærkede produkter. Derfor vil XL-BYG informere kunderne om de nye faremærker, blandt andet gennem bedre skiltning i butikkerne og andre kommunikationstiltag i kædens markedsføring, fortæller adm. direktør Thorbjørn Sejer Jensen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk