Andreas Toudahl til Skive fH

Håndbold:

Skive fH har med stor hjælp fra samarbejdspartnere indgået en 2-årig kontrakt med tidligere landsholdspiller Andreas Toudahl. Andreas Toudahl kommer oprindeligt fra Kjellerup, nu bosiddende i Silkeborg og har 27 landskampe og 64 mål på sit landsholds CV. I hele sin senior karriere har han spillet håndbold på absolut højeste plan i Danmark og nu skal han trække den blå trøje over hovedet og repræsentere Skive fH i Boxer Herreligaen.
 
Direktør Peter Andersen har med denne aftale været i tæt dialog med, og fået stor økonomisk hjælp fra Skive fHs samarbejdspartnere, for spillertruppen var sådan set lukket, da truppen gik på sommerferie.
 
“Vi gik på sommerferie med en komplet trup, nu er truppen så lidt mere komplet end før. Vi havde lukket for spillertilgang, men havde dog været i dialog med Andreas i et stykke tid og lige pludselig var der en mulighed. En mulighed vi ikke havde penge til, og vi har sagt det meget tydeligt – og mener det – at vi ikke kan bruge penge vi ikke har. Derfor er det glædeligt at nogle af klubbens samarbejdspartnere har kunnet se idéen med at tilføje Andreas Toudahl til en i forvejen spændende spillertrup. Det varmer at mærke opbakningen og vi vil gøre alt for at leve op til tilliden.”
 
Det er en en komplet spiller med meget rutine der støder til Skive fH truppen. Han er kendt for sin frækhed og sit mod i spillet, og med muligheden for at spille fløj samt playmaker er det en spændende tilgang til holdet. 
 
Træner Simon Sørensen glæder  sig til at arbejde sammen med Andreas Toudahl:
“Vi får i Andreas en rutineret spiller, som har spillet på højt niveau gennem sin karriere, også internationalt. Han giver os nogle nye dimensioner i spillet, hvor vi kan bruge ham i et offensivt forsvar, han er også en god tempospiller som vi kan drage nytte af i kontraspillet. Vi kan også anvende ham i en playmaker position hvis vi skal prøve nogle nye konstellationer i offensiven. Til sidst er han bare en rigtig god fyr som kommer med en masse personlighed.”
 
Andreas selv kommenterer: “Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang, jeg har jo trænet med i klubben de sidste uger, og ser nu frem til at sætte mit aftryk og hjælpe holdet med min fart og rutine. Jeg ser frem til at bidrage med en masse og lære fra mig. Jeg synes klubben har nogle gode og interessante værdier, som er meget lig mine egne, og det tiltalte mig. Jeg har haft en lang og god dialog med klubben, hvor vi har fået lavet en samlet pakke, som jeg er rigtig glad for, og som passer godt ind i den hverdag jeg ønsker. Jeg kan også godt se mig selv i de roller som Simon ønsker at bruge mig i, som vil give mig noget ansvar, og det ser jeg frem til.” 
 
Skive fH vil gerne takke de samarbejdspartnere der har gjort det muligt at tilknytte Andreas til klubben, og vi vil arbejde stenhårdt på at bevise vores værd i Boxer Herreligaen den kommende sæson.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk