Bannerreklamer der er målrettede, vil mange danskere helst være foruden

Gadgets og teknologi:

Datadrevet annoncering er overalt på internettet, men syv ud af 10 danskere ville hellere være foruden.

Du sidder foran skærmen og søger efter modetøj, en ny bil eller måske en forlænget efterårsweekend i Barcelona eller Rom. Næste gang du logger på nettet, er der pludselig reklamer for selv samme produkter. Tilfældigt? Naturligvis ikke. De målrettede bannerreklamer er overalt på internettet, men syv ud af 10 danskere bryder sig ikke om, at deres søgninger bliver registreret. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

”I disse år bliver danskerne massivt udsat for målrettede reklamer på internettet. Faktisk siger hele 77 procent af danskerne, at de har oplevet at søge efter produkter på nettet og efterfølgende møde disse produkter i målrettede annoncer. Samtidig siger 71 procent, at de ikke bryder sig om, at deres adfærd på nettet registreres, mens kun 6 procent siger, at de er glade for at få tilbud, der lige passer til dem,” siger partner i Deloitte Kim Schlyter, der er ekspert i datasikkerhed.

De adfærdsbaserede reklamer er mulige, fordi virksomhederne lægger cookies på internettet eller køber sig til oplysningerne af tredjepart.

”Når man trykker ok til en cookie, giver man automatisk virksomheden lov til at opsamle data, som ofte bliver sendt videre til et skræmmende stort antal dataleverandører. Som forbrugere ved vi reelt ikke, hvor vores data ender, og vi får det heller ikke oplyst,” siger Kim Schlyter.

Selv om danskerne ikke er vilde med, at deres søgninger på nettet registreres, skal virksomheder ikke nødvendigvis lade sig afskrække af denne form for annoncering, mener Kim Schlyter:

”Det er trods alt bedre at bruge annoncekronerne på at ramme et segment, der er interesseret og måske endda klar til at købe ens produkt end at skyde med spredehagl i annonceringen, som man gjorde før i tiden. Derfor tror jeg også, at datadrevet annoncering er kommet for at blive, hvad enten forbrugerne bryder sig om det eller ej,” siger han.

Tallene er baseret på i alt 1007 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk