SIKs bredde formand har ordet

Fodbold:

SIKs bredde formand Kim meddeler: Sommerferien har ramt os og jeg kan gøre lidt status på mit første forår i SIK som formand.

Fodbolden.
Sportsligt set var vores Jyllandsserie hold tæt på at rykke op i Danmarksserien. Holdet blev nr. tre i rækken, kun eet point fra førstepladsen og en direkte oprykning, og skulle derfor ud i oprykningskampe.  Det lykkedes desværre ikke for holdet, at krone en god sæson med en oprykning idet første kvalifikationskamp blev endestationen.

U15 fik en flot 2. plads i Mesterrække 1 og var sammen med Eastside Viborg rimelige suveræne. Der venter en spændende sæson i Elite rækken.

U14 piger vandt deres række og spillede sig videre hele vejen til finalen om det jyske mesterskab. En flot sæson fik dog sin ende i finalen, hvor de måtte se sig slået af FC Silkeborg.

Der er spillet rigtig mange kampe i løbet af foråret og der har været gang i banerne i både Åkjær, Egeris og Resen.

U5 spillerne er startet op i løbet af foråret/forsommeren og I Resen er super mange piger startet med at spille fodbold.

Vi har mange hold og vi prøver selvfølgelig på, at skaffe trænere til alle holdene. Men det er noget af en udfordring, må jeg erkende. Der er ikke ret mange der uopfordret melder sig til, at stå for et hold eller bare være assistenter.


Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til alle trænerne og holdledere, som har været i gang i foråret.

Jeg må også erkende, at der ikke bliver til et U17 hold i efteråret på bedste niveau. Næsten alle spillere fra forårets U16 Mesterrække 1 hold skal på efterskole i efteråret og vi har ikke formået, at skaffe andre spillere.


Vi må også erkende, at holdet ikke har haft de bedste vilkår i klubben gennem årene og det kan jeg kun beklage. Jeg håber, vi sammen kan få startet godt op igen, når spillerne afslutter deres efterskoleophold.

Conventus
Som I burde have bemærket, så har vi fået indført Conventus i klubben. Kontingent betales her i gennem og det er på den måde hurtigere og nemmere, at få et overblik over hvem der er spilleberettigede/har betalt kontingent.


Tilmelding og betaling til Vildbjerg Cup er ligeledes gennemført via Conventus. Det betyder, at trænerne ikke længere skal stå for indsamling af tilmeldingsgebyret og at børnene ikke behøver, at have med til træning, på den måde sikrer vi, at pengene ikke bliver tabt eller stjålet. Samtidigt er det noget nemmere at få et overblik over antal deltagere.

Vi arbejder videre med Conventus og forsøger at få endnu mere ud af programmets muligheder.

Respekt og god tone.

Positiv samtale og omtale. Konstruktiv kritik. Vores klub – vi og ikke I.
Vi har en god klub.
Vi har en stor klub, som rummer mange aldre og ambitionsniveauer. Sammen skal vi bygge videre på alle de gode ting klubben rummer og sammen skal vi forsøge, at minimere de mere ”trælse” ting.
Vi skal være stærke nok til at modtage og give kritik. Vi skal være stærke nok til, at acceptere beslutninger og at ikke alle gode ideer og råd kan føres ud i livet – af den ene eller anden grund.

Positive og opmuntrende tilråb til spillerne er velkomne. Utilbørlige opråb og nedladende sprogbrug hører sig ikke hjemme på og omkring fodboldbanen.
DBU Jylland kører en kampagne for bedre fair play og mere positiv opførsel og sprogbrug.
Det er heldigvis ikke et problem jeg har mødt, men det skal ikke afholde mig fra at opfordre alle til at tænke over hvordan man opfører sig til fodbold og påtale forhold, hvor tilskuere og spillere går over stregen.
 

Rock ved Åen.
Vi er sammen med Skive FH og SAM med til at gennemføre Rock ved Åen koncerterne. Det kræver rigtig mange frivillige hjælpere og jeg vil på klubbens vegne gerne sige alle jer, der bakker op om arrangementet, tak for indsatsen og støtten.
Efter sidste koncert og regnestykket er gjort op, vil vi evaluere indsats og udbytte.

Vildbjerg Cup.
Sommeren er ankommet og endnu engang skal rigtig mange af vores spillere – og forældre og søskende – til sommerens Vildbjerg Cup. Mange planlægger sommerferien herefter og vi har selv haft glæden ved at deltage i mange år. SIK campen er klar til at tage imod jer i uge 31.

Kantinedrift i Egeris.
Når vi skal i gang igen efter sommerferien vil Vibeke Henriksen være klar til at tage imod jer i kantinen i Egeris.  Vibeke har sagt ja til at drive kantinen som forpagter, og vi glæder os til samarbejdet og håber at alle med gang i Egeris vil støtte kantinedriften.

 

God sommer til jer alle.

Med sportslig hilsen

Kim

 

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk