3 point til Skive-IK

Fodbold:

Det gælder om at holde niveau og vinde kampen, når man møder bundproppen. Alligevel er det den slags kampe, der kan være svære at sætte sig op til.

Lørdagens kamp imod bundproppen fra Kjellerup IF blev en af den slags kampe, hvor sejren på ingen måde burde være i fare.

Skive IK startede kampen imod Kjellerup med lyn og torden, og efter 1 minut og 17 sekunder kom hjemmeholdet foran med 1-0 efter en hjørnesparkskombination. Bonde sparkede hårdt på mål, bolden blev reddet, men foran mål stod anfører Christoffer Østergaard klar på riposten og kunne sætte sidste fod på bolden. 1-0 til hjemmeholdet, vild begejstring på lægterne og rammerne for en underholdende kamp lå lige for.

De første 10 minutter af kampen trykkede Skive IK udebaneholdet tilbage på banen, men havde ikke heldet til at score endnu en gang. Den flotte start blev hurtigt en sovepude for hjemmeholdet, der på ingen måde fik spillet til at flyde og gik ned i tempo uden vilje og idé til ret meget mere. Første halvleg ebbede stille og roligt ud. En første halvleg vi ikke komme til at huske for andet end Christoffer Østergaards føringsmål efter 1 minut og 17 sekunder.

Til anden halvlegs start satte hjemmeholdet Jacob Vetter på banen, mens en småskadet Magnus Jensen desværre måtte tage plads på bænken. Det gav naturligvis rokeringer i forsvaret, hvor Emil Søgaard måtte tage plads ved siden af Christoffer Østergaard.

Spillet virkede til tider forkrampet, så de helt store chancer udeblev på trods af at hjemmeholdet generelt sad på kampen.

Først efter 57 minutters spil fik hjemmeholdet igen prikket bolden i mål, en lækker stikning fra Mikkel Jespersen lå præcist til Mathias Bersang der iskoldt satte bolden i kassen.

Igen burde hjemmeholdet havde snøret sækken helt til, for Kjellerup lignede mere og mere et hold uden den store tro på tingene og vilje til mere.

Desværre har Skive IK svært ved at lukke af bag i, så udebaneholdet blev lukket ind i kampen og fik reduceret til 2-1 efter 80 minutter. Dette medførte et ekstra lille pres fra gæsterne, men hjemmeholdet holdt hjem og kunne sætte 3 point ind på kontoen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk