40.000 VisitSkive 2015 turistbrochurer revet væk

Ferie og rejse:

Hos SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter kan medarbejderne næsten ikke få armene ned. Bogstaveligt talt alle 40.000 eksemplarer af turistbrochuren VisitSkive 2015 er blevet revet væk, hvilket vil sige, at brochuren forventes at være nået ud til ca. 100.000 læsere.

FerieDanmark, der distribuerer i hele Danmark har kun 500 stk. tilbage – og SET har måttet aflyse den lokale distribution, da lagerbeholdningen er helt i bund.

-Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at alle, der har fået brochuren, rent faktisk kommer på besøg / ferie på Skiveegnen, lyder det fra Birthe Vestergaard fra SET, der dog fremhæver en enkelt solstrålehistorie der beviser, at VisitSkive virker efter hensigten.

I løbet af sommerferien har turistbureauet nemlig haft besøg af en familie, der valgte Skiveegnen udelukkende fordi de blev inspireret af VisitSkive.

Her er den historie, familien fortalte:  Familien var på turistbureauet i Otterup for at finde inspiration til ferien. De blev tiltrukket af VisitSkives forside – tog brochuren ned af hylden -  kiggede i den – og vedtog straks, at DER måtte de hen på ferie. Og som sagt, så gjort.

-Hos SET er vi helt klart af den opfattelse, at en trykt brochure fortsat har sin berettigelse. Vi ved, at mange bruger nettet, når de leder efter ferieoplevelser – men er slet ikke i tvivl om, at endnu flere starter med en trykt brochure og derefter bruger den som udgangspunkt for at finde ud af mere om de enkelte steder og oplevelser, konkluderer Birthe Vestergaard.

Det primære mål med VisitSkive er at give danske og udenlandske gæster en forsmag på, hvad egnen byder på – som supplement til visitskive.dk. Hos de lokale turismeaktører er tilbagemeldingerne mht de foreløbige besøgstal blandede. Campingpladserne har manglet gæster efter et koldt forår og en blæsende juli, mens tilbagemeldingerne fra besøgsstederne generelt er yderst positive.

Selv om sommervejret 2015 desværre ikke har været på alle turismeaktørernes side, tolker SET ubetinget den store afsætning på brochuren positivt.  -Kendskabet til Skiveegnen er blevet udbredt i ind- og udland – og vi tillader os at tro på, at brochuren inspirerer læserne til en kommende weekend/ferietur til vores skønne egn, lyder det håbefuldt fra Birthe Vestergaard.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk