Syv ud af 10 kigger på tv med et halvt øje

Familie og fritid:

De mørke efterårsnætter er kommet og dermed også en ny TV-sæson, der skal holde danskerne foran skærmen. Nye krimiserier, ny underholdning, nye dokumentarer og nye livsstilprogrammer. Men lige så meget som vi elsker at se TV, lige så meget elsker vi at lave noget andet imens. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

”Danskerne ser ikke bare færre timers traditionelt TV end tidligere. De ser også TV på en anden måde. Hvor man før satte sig foran skærmen og koncentrerede sig om udsendelsen, har de fleste i dag gang i mobiltelefon, iPad eller andre gadgets, som man kan fumle med, mens programmet ruller over skærmen,” siger medie-ekspert i Deloitte Frederik Behnk.

På toppen af listen over danskernes foretrukne TV-aktiviteter er internetsurfing, sms’er og sociale medier.

”Hele 41 pct. af danskerne siger, at de surfer på nettet, mens de ser TV. 33 pct. sms’er, mens 32 pct. er på sociale medier. Faktisk er det kun tre ud af 10, der udelukkende koncentrerer sig om at se TV, når de sætter sig foran skærmen. De resterende syv kigger på med et halvt øje,” siger Frederik Behnk.

For nylig viste en undersøgelse fra Deloitte, at mere end hver anden dansker i arbejde sender mails til chefen om aftenen. En stor del af disse bliver sendt, mens TV’et kører.

”Det er klart, at når flere og flere danskere tager arbejdet med hjem, bliver også TV-tiden inddraget til at vise chefen, at man er ’på’. Derfor er det heller ikke overraskende, at hver fjerde i dag siger, at de skriver e-mails, mens de ser TV. Samtidig bruger én ud af 10 TV-tiden til at lave decideret arbejde,” siger Frederik Behnk.

Overraskende har mænd langt færre svinkeærinder end kvinder, når først TV’et ruller. Således siger hele 38 pct. af mændene, at de udelukkende koncentrerer sig om at se TV. Det gør kun 21 pct. af kvinderne.

Fakta:

Hvad laver du typisk, mens du ser TV?*

Surfer på nettet: 41 pct.

Sms’er: 33 pct.

Er på sociale medier: 32 pct.

Læser eller skriver e-mails: 25 pct.

Spiller spil på mobil eller iPad: 23 pct.

Taler i telefon: 14 pct.

Læser: 13 pct.

Køber ind på nettet: 10 pct.

Arbejder: 10 pct.

Jeg koncentrerer mig udelukkende om at se TV: 30 pct.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk