SET styrker erhvervsteamet, 4 konsulenter er klar

Erhvervsteamet hos SET Lotte Kronbæk, Frank Petersen, Brian Krogh, Leo Ravn-Nielsen
Foto: SET
Erhvervsteamet hos SET Lotte Kronbæk, Frank Petersen, Brian Krogh, Leo Ravn-Nielsen
ERHVERV:

SETs /Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenters rolle er at yde hjælp og vejledning til det lokale erhvervsliv om mulighederne indenfor erhvervsfremmesystemet.  For at styrke sit fokus på erhvervsservice, starter SET 2016 med at udvide erhvervsteamet med to nye konsulenter. Lotte Soelberg Kronbæk er ansat som erhvervskonsulent og Frank Petersen som projektleder for funding.

Styrkelse af den lokale erhvervsudvikling

Lotte Soelberg Kronbæk er 33 år og har to drenge på 5 og 13 år. Hun og ægtemanden Morten bor i Nr. Søby. Sammen med det øvrige team, skal Lotte bidrage til den fortsatte udvikling af nye tiltag og koncepter, der skal styrke den lokale erhvervsudvikling. Læs tidligere artikel om Lotte Soelberg Kronbæk her.

-Lotte er uddannet Cand.merc i strategi og organisation. Hun kommer senest fra en stilling som uddannelseskonsulent og underviser ved erhvervsakademi Dania, og har derfor et værdifuldt kendskab til uddannelsessektoren, udtaler SETs erhvervs- og souschef Brian Krogh.

Lotte Kronbæk har en solid erhvervsøkonomisk forståelse, også i arbejdet med organisatoriske og strategiske problemstillinger og har bl.a. tidligere arbejdet med procesoptimering, branding, organisationsudvikling og markedsanalyse. -Med Lotte på holdet er vi et stærkt tværfagligt team, og samtidig har Lotte, qua sin alder, en stor indsigt i, hvilke krav den kommende generation stiller til fremtidens arbejdsplads – hvilket er et væsentligt aspekt i forhold til rekruttering, fortæller Brian Krogh, der tilføjer, at Lotte er en del af det faste konsulentteam og derfor også skal arbejde med opgaver i forhold til både nye og etablerede virksomheder.

Ud over arbejdet med oprettelse af et lokalt HR netværk, handler Lotte Kronbæks første projekt om erhvervscoaching. -Intentionen med dette projekt er at afdække, hvordan personlig sparring eller ”erhvervscoaching” kan bidrage til at realisere et muligt vækstpotentiale, lyder den uddybende forklaring fra erhvervschefen. 

Funding skal skaffe midler til ideer og projekter

-Når vi besøger de lokale virksomheder oplever vi tit, at interessante forretningsideer eller spændende projekter sættes på stand by eller helt droppes, fordi der ikke er midler til at udvikle dem, siger Brian Krogh, der tilføjer: -En af forklaringerne er manglende kendskab til fundingmuligheder via tilskud fra fonde, EU eller professionelle investorer.

Uoverskuelig og ressourcekrævende er andre begrundelser, der fremføres, når SET spørger ind til problemet. -Det virker som om der mangler et bindeled mellem virksomhed og institution, som kan hjælpe processen på vej. Den position vil vi gerne påtage os, understreger Brian Krogh.

SET har derfor projektansat 57-årige Frank Petersen til at varetage opgaven vedr. funding Frank kommer med stor erfaring fra både nationale og globale virksomheder, hvor han har beskæftiget sig med salg, markedsføring og forretningsudvikling på ledelsesniveau. CV’et tæller virksomheder som NRGi, Andelskassen og Grundfos, hvilket vidner om et bredt branchekendskab.  Desuden har han i en periode haft fuldtidstrænerjob inden for elitefodbold. Senest har Frank arbejdet med forretningsudvikling i Thybotech, et mindre firma, der renoverer industripumper. 

-Vi er overbevidste om, at vi med Frank har fået en mand med de kompetencer, der skal til for at løfte opgaven fra dag et, til gavn for de lokale virksomheder, lyder det fra Brian Krogh, der fortæller, at Frank Petersen og hans hustru Lone har 3 voksne børn på 23, 25 og 30 år – de to yngste er i gang med uddannelse, den ældste er ingeniør hos Cowi.

En styrkelse, der kan mærkes

Med den nye styrkelse i erhvervsteamet, har SET yderligere mulighed for at støtte det lokale erhvervsliv. De to nye konsulenter skal, sammen med Brian Krogh og erhvervs- og udviklingskonsulent Leo Ravn-Nielsen, være med til at sikre virksomhederne en effektiv lokal erhvervsservice. I de tilfælde, hvor der er behov for specialiseret rådgivning, formidler SET kontakt til private rådgivere.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk