Kan praktik og en konference i Durup skabe job til ledige?

Foto: TR Consult
ERHVERV:

Thomas Rosenkrands hos TR Consult i Durup har gennem de sidste uger haft en ekstra medhjælper på kontoret, da Pernille M. Glintborg fra Jebjerg, som er markedsføringsøkonom og ledig, har været i virksomhedspraktik i virksomheden.

Det hele startede med et opslag på Facebook om en lokal, konference med temaet jobskabelse. I Jebjerg blev den ledige markedsføringsøkonom, Pernille M. Glintborg, nysgerrig og bankede derefter på døren til det lille kontor på ”Rådhuset” i Durup. På kontoret sad Thomas Rosenkrands, konsulent og tovholder for bl.a. det lokale erhvervsnetværk i Durup. Pernille havde medbragt sit CV og over en kop kaffe fandt de frem til, at de begge kunne få en gevinst ud af at etablere en aftale om en virksomhedspraktik, Aftalen hurtigt blev godkendt af Jobcenter Skive.

Gennem praktikperioden har Pernille hjulpet Thomas med flere opgaver. Bl.a. har hun haft en række korrekturopgaver på konferencens eget magasin, nyhedsbreve og hjemmesider. Men Pernille har også haft ansvar for at styrke kendskabet til og interessen for de lokale erhvervsnetværk i Glyngøre, Jebjerg, Roslev og Balling, som Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter i samarbejde med TR Consult arbejder på at etablere.

I forbindelse med konferencen ”Hvem sagde jobskabelse?” har Pernille deltaget i den sidste planlægning og afviklingen af arrangementet. Thomas fortæller: ” Pernille har været en uvurderlig hjælp at have her op til konferencen og har været med til at sikre, at rammerne omkring konferencen var optimale for deltagere og oplægsholdere”.

Begge er enige om at samarbejdet i løbet af praktikforløbet har været meget positivt og givtigt for begge parter. ”Jeg valgte at sige ja til at have Pernille i virksomhedspraktik, fordi hun kom med en spændende profil og erfaring, som var relevant for de aktiviteter jeg beskæftiger mig med. Og efter at have arbejdet sammen med Pernille, har jeg kun positivt at sige om hende og de opgaver hun har løst, mens hun har været her på kontoret i Durup. Jeg vil gerne give hende min bedste anbefaling med her fra og jeg håber, det kan hjælpe hende videre.”

Pernille supplerer: ”Indgangsvinklen til at komme i praktik hos Thomas var konferencen om jobskabelse, da jeg synes programmet var både ambitiøst og spændende og relevant for mig som jobsøgende. Og selve konferencen var da også enormt inspirerende og har givet mig nye idéer til hvordan jeg kan skabe mit eget job. For selvom statistikkerne for ledighed heldigvis bevæger sig i en positiv retning, oplever jeg stadig, at der er stor konkurrence om de opslåede jobs. Ofte er der rigtig mange kvalificerede ansøgere til jobbet og det er svært at komme gennem nåleøjet, selvom man har de rigtige kvalifikationer. At deltage i konferencen gav mig desuden mulighed for at møde nogle lokale, potentielle arbejdsgivere og jeg kom da også hjem med et par visitkort i lommen.”

Erhvervsnetværket, ”Vækst i Durup”, er initiativtager til og arrangør af konferencen ”Hvem sagde jobskabelse?” som d. 14. april blev afholdt i det gamle rådhus i Durup med hjælp fra flere lokale sponsorer. Mere info på www.hvem-sagde.dk.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk