Dyre iPhones skaber iværksættersucces på erhvervsmarkedet

ERHVERV:

De hyppigste reparationer er ødelagte skærme, batterifejl samt defekte ladestik, når Mobilbud.dk henter smartphones og tablets hos virksomhederne for at reparere dem og levere dem tilbage igen.
 
Virksomhederne er blevet omkostningsbevidste og 'brug og smid væk kulturen' gælder ikke for de meget dyre mobiltelefoner, medarbejderne får udleveret i dag. De to iværksættere bag Mobilbud.dk så tidligt mulighederne for at servicere virksomhederne med at hente, reparere og bringe telefoner, der var defekte.
 
- Da iPhone 3 og 4 kom på markedet, kunne vi hurtigt se, at det blev stort og at der ville komme et stort efterservicemarked. Der var tale om dyre produkter, hvor det kan betale sig at reparere dem også for virksomheder. Mange har desuden meget data, kontakter og fotos på deres smartphone uden at have taget backup, så hvor folk tidligere bare købte en ny Nokia 3310 til én krone, når den gamle gik i stykker, så vil virksomhederne gerne betale for at få repareret en iPhone, fortæller Niels Spanggaard fra Mobilbud.dk
 
Hyppigste fejl på alle smartphones
Ødelagt skærm 69%
Batterifejl 12%
Ladestik 10%
Defekte knapper 5%
Vandskader 4%
Kilde: Mobilbud.dk
 
De to stiftere Niels Spanggaard og Morten Pagh-Rasmussen lærte hinanden at kende under studietiden på CBS, og de vidste begge, at de gerne ville være selvstændige. At det i 2011 lige blev reparation af smartphones var mere tilfældigt. De var interesserede i gadgets og teknologi, som alle andre, men havde ikke nogen særlig indsigt på området, men så det snarere som en forretningsmulighed.
 
- iPhone er dyrest og mest udbredt, så vi reparerer klart flest Apple-produkter, men også dyre smartphones fra Samsung og Sony bliver sendt til reparation. Apple tegner sig for ca. 70% af vores opgaver, 20% er Samsung og Sony og de resterende 10% til de øvrige mærker. Men det er ikke fordi, Apples kvalitet er ringere. Det er kun, fordi de er mest udbredt og dyrest. For tabletprodukterne er det endnu mere udtalt ­ her er 98% af alle reparationer på iPads, siger Morten Pagh-Rasmussen og fortsætter:
 
- Vores kunder er eksempelvis reklamebureauer, advokater, revisorer, ingeniører og konsulenter. Dvs. virksomheder med et højt kompetenceniveau, højtbetalte medarbejdere og meget kundekontakt på telefonen. For dem er det meget værdifuldt, at medarbejdere ikke selv skal fare byen rundt for at få lavet deres smartphone, men at vi klarer det hele og leverer den tilbage efter maximalt fire timer. Og endda billigere end mange andre reparatører.
 
Udover en stigende efterspørgsel på reparation af smartphones og tablets, oplever Mobilbud.dk også at både private og virksomheder i stigende omfang ønsker at beskytte den dyre elektronik. Her er det covers og panserglas, der hovedsageligt efterspørges.
 
Top fem mest populære tilbehør
1 Panserglas
2 Transparente covers
3 Gummicovers
4 Opladere
5 Headset
Kilde: Mobilbud.dk
 
- Panserglas forhindrer effektivt ridser, og et godt cover beskytter telefonen mod slag og ridser. Hvor det tidligere var moderne med farverige covers, vil folk i dag have transparente covers. Hvad hjælper det, at man lige har fået en iPhone 6S Rose Gold og ingen kan se det, slutter Niels Spanggaard med et smil.
 
Udover Mobilbud.dk driver de to iværksættere også to butikker med egne værksteder på Østerbro og i Hellerup.

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk