Team coloQuick deltager i Czech Cycling Tour 2015

Cykling:

Efter et mere end succesfuldt Post Danmark Rundt, er Team coloQuick klar til at vise flaget på udenlandske landeveje. Holdet er onsdag morgen rejst til Czech Cycling Tour, hvor der i alt skal køres fire etaper. Følgende ryttere er rejst med til Tjekkiet: Jacob Gye, Christian Nyvang, Rune Almindsø, Christian Moberg, Jimmi Sørensen, Aske Vorre og Mads Corell. Stærke mandskaber som Etixx-Quick Step, Bora-Argon 18 og CCC Sprandi Polkowice stiller også til start, så ambitionerne er ikke helt så store, som de var til Danmark Rundt, fortæller sportsdirektør Ricky Enø:

”Czech Cycling Tour er det største løb vi har kørt i udlandet og feltet er virkelig stærkt. Etaperne er hårde, faktisk vurderer vi at det her er et løb, der er hårdere end Post Danmark Rundt, som vi netop har overstået. Vi stiller til start uden Alexander Kamp og Mads Würtz, så nu får mange af de andre mulighed for at vise hvad de kan. Rytterne får frie roller og skal opsøge de udbrud vi ved der kommer hver dag. Det er vigtigt for mig, at vi er synlige og får vist trøjen derude. Vi satser mere på at lave et godt etaperesultat end at køre klassement og det tror jeg på drengene kan levere.” lyder det fra en fortrøstningsfuld sportsdirektør. 

Czech Cycling Tour skydes i gang torsdag i den tjekkiske by Unicov, hvor Team coloQuick og resten af de deltagende mandskaber, skal ud på en 20,4 kilometer holdtidskørsel.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk