Ny integrationskampagne: Integration sker på arbejdspladsen

Foto: Skive Kommune
BYEN:

”Integration sker på arbejdspladsen”. Det er budskabet i en ny integrationskampagne, som Skive Kommune lancerer i samarbejde med det lokale erhvervsliv.

Kampagnens omdrejningspunkt er fem animationsfilm, der viser en række finurlige møder mellem flygtninge og danskere på nogle fiktive arbejdspladser i Skive Kommune. Kampagnen skal gerne få folk til at tænke over, hvordan de bidrager til integrationen på arbejdspladsen, siger Arne Spicer, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Skive Kommune.

- Integration er svært, men vi behøver ikke gøre det svære, end det er. Integration sker først og fremmest, når flygtningene bliver en del af en arbejdsplads og kommer ind på livet af deres kolleger, siger han og fortsætter:

- Og her sker der naturligvis masser af misforståelser. Men som vi gerne vil vise med kampagnen, så behøver misforståelserne ikke at være dårlige – de er også sjove, og giver os mulighed for at tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør, siger Arne Spicer.

Flere skal tage imod

Skive Kommune offentliggør de fem nye animationsfilm ved et fyraftensarrangement på Skive Travbane torsdag den 27. oktober 2016 kl. 16:30, og senere samme aften kan den første animationsfilm ses på Skive Kommunes Facebook-side.

Historierne til de fem animationsfilm er skabt i samarbejde med Dantherm og Fur Bryghus, der begge er en del af Skive Kommunes integrationsprogram. Og et af målene med kampagnen er da også at få flere virksomheder til at tage imod flygtninge.

- Vi forsøger med et glimt i øjet at sætte fokus på, at det er på arbejdspladsen, at integrationen sker, og derfor er der også behov for, at flere virksomheder tager flygtninge ind og tager de små kulturelle udfordringer med et smil, siger Arne Spicer.

Animation hjælper

Skive Kommune har tidligere brugt animationsfilm til at synliggøre vigtige tiltag – senest på kulturområdet. Og ifølge Arne Spicer er det da heller ikke tilfældigt, at kommunen vælger at gå animationsvejen denne gang.

- Det er lettere at italesætte sværere emner med animation. Ved at bruge animation har vi lettere ved at bruge humoren til at vise de pudsige møder mellem mennesker, siger han.

Det er animationsvirksomheden Tumblehead i Viborg, der har skabt den kreative streg i de fem film.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk