Røde Kors i Skive vil få flere unge til at købe brugte møbler

Boligindretning:

Snart får tusindvis af unge svar på, om de er optaget på en videregående uddannelse. Det betyder, at mange unge skal til at flyve fra reden og flytte hjemmefra eller i ny bolig. De mangler måske en sofa, seng eller potter og pander til deres nye hjem.

Møbler er i fokus
En analyse foretaget af Advice for Røde Kors viser, at unge mellem 18 og 35 år er dem, der går mest i genbrugsbutikker for at købe tøj. Men ikke alle unge ved, at mange Røde Kors-butikker også handler med møbler. Derfor kører Røde Kors lige nu en kampagne, der skal få unge til at købe flere brugte møbler og andet til hjemmet. Til glæde for både de unge, miljøet og mennesker, der har brug for hjælp i Danmark og ude i verden.

”Det er super for alle parter. De unge får unikke møbler, accessories og køkkenudstyr til SU-venlige priser. Tingene er med til at give hjemmet et personligt udtryk, samtidig med at de støtter et godt formål,” siger Jørgen Noer, der er frivillig leder i Røde Kors-butikken på Viborgvej i Skive.

Studiestartskampagnen foregår i alle Røde Kors-butikker, der handler med møbler og accessories. Her kan de unge købe brugte møbler og ikke kun genbrugstøj.
Flere møbler er velkomne
Derfor opfordrer Røde Kors-butikken i Skive også alle til at rydde op i hjemmet og donere møbler og køkkenting, som kan få et nyt liv i et andet hjem.

”Vi tager meget gerne imod alt, der kan gøre glæde hos de unge studerende, der netop nu har brug for nyt til hjemmet. Vi ser især stor efterspørgsel på den bløde sofa, et lille spisebord, tallerkner og bestik samt viskestykker, så det vil vi rigtig gerne modtage endnu mere af i vores genbrugsbutik,” tilføjer Jørgen Noer.

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk